Retspleje

Industribrand endte med retssag

Trævirksomhed ville ud af lejekontrakt efter brand, men den går ikke, siger retten

Stridens kerne: De brandhærgede industribygninger i Vester Hassing. Foto: Martin Damgård
Stridens kerne: De brandhærgede industribygninger i Vester Hassing. Foto: Martin Damgård

V. Hassing: Natten til fredag 11. februar sidste år udbrød der brand i nogle industribygninger på Industrivej i Vester Hassing.

Men hvad der begyndte som en banal brandulykke, endte for retten som en bitter og principiel juridisk strid om fortolkning af erhvervslejeloven mellem udlejer - nordjyske Winther Holding - og lejer, Palsgaard Træ med hovedkontor i Hampen i Midtjylland.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Ville frigøres

Den juridiske kamp begyndte 10 dage efter branden, da Palsgaard Træ meddelte, at virksomheden opfattede sig som frigjort fra lejekontrakten med Winther Holding på Industrivej, selv om lejemålet var uopsigeligt frem til 2017.

Begrundelse: Branden i de bygninger i Vester Hassing, som Palsgaard lejede, havde ødelagt så meget, at man med loven i hånd kunne slippe ud af lejekontrakten.

Erhvervslejeloven siger nemlig, at en lejer kan blive frigjort fra en lejekontrakt, hvis ”de lejede lokaler bliver ødelagt ved brand”.

Afviste krav

Winther Holding afviste, at Palsgaard Træ kunne slippe ud af lejekontrakten.

Winther Holding mente, at Palsgaards produktion af træspær i Vester Hassing hurtigt kunne genoptages, da det kun var 13 procent af det samlede lejede areal, der var nedbrændt.

Da lejer og udlejer ikke kunne blive enige, stævnede Winther Holding Palsgaard for at få fastholdt Palsgaard i lejekontrakten.

Dom giver udlejer ret

Nu har Retten i Aalborg afgjort sagen til fordel for Winther Holding.

Det betyder, at Palsgaard træ er bundet af lejekontrakten i Vester Hassing frem til 2017.

Byretten binder Palsgaard til lejekontrakten, fordi ”det relativt hurtigt i det væsentlige havde været muligt midlertidigt at videreføre at videreføre virksomheden i lejemålets andre lokaler”.

Ingen kommentarer

Administrerende direktør Christian Vindstrup fra Palsgaard Træ vil ikke kommentere dommens indhold eller svare på, om dommen vil blive anket.

Administrerende direktør i Winther Holding René Jacobsen henviser til virksomhedens advokat i sagen, Preben Bang Henriksen fra Aalborg.

- Det er kun 13 procent af udlejningsarealet, der brændte, og udlejer tilbyder straks lejeren at genopføre de brændte bygninger. Under de omstændigheder står lejeaftalen selvfølgelig ved magt, siger Preben Bang Henriksen i en kommentar til dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden