Skagen

Indvielse afblæst

Torsdag formiddag skulle den nye krydstogtskaj i Skagen have været indviet, men skibet kunne ikke lægge til for vinden

Der var så elendigt vejr, at man dårligt kunne se det 300 meter lange skib fra kajen.Foto: Bent Bach

Der var så elendigt vejr, at man dårligt kunne se det 300 meter lange skib fra kajen.Foto: Bent Bach

SKAGEN:Kong Neptun var ikke i sit bedste lune torsdag formiddag, da der ellers var lagt op til en festdag på den nye krydstogtskaj.

Med vindstød op mod 16 meter i sekundet vurderede kaptajnen på det næsten 300 meter lange skib ”Brilliance of the Seas” at det var uforsvarligt at lægge til.

De fleste af de 2173 gæster ombord på skibet var ellers ventet i Skagen og omegn, og masser af busser holdt klar til at fragte dem rundt.

Men da aflysningen kom, omkring en halv time inden den planlagte velkomst, kunne de sammen med en del fremmødte og nysgerrige skagboer trille af sted igen.

- Det er jo bare rigtig øv, og en mavepumper der vil noget. Men jeg havde nu en bange anelse fra morgenstunden på grund af vinden. Det er jo desværre ikke noget vi er herre over, fortæller Anne Sofie Rønne Jensen, der er Cruise Manager i Cruise Skagen.

Da meldingen kom fik hun og de andre medarbejdere travlt med at aflyse de planlagte ture, men.

- Heldigvis er arbejdet jo ikke helt spildt, for de kommer igen mandag 9. juni, så der håber vi på ordentligt vejr, afrunder hun.

Uheldig vindretning

Og det var en uheldig vindretning som gjorde at kaptajnen på ”Brilliance of the Seas” valgte ikke at lægge til.

- Vinden kom lige på tværs af skibet i en syd-sydøstlig retning, og lå på det tidspunkt mellem 12 og 16 sekundmeter. Havde vinden stået i vest, som den ofte gør heroppe, havde det ikke været et problem på samme måde. Men det er vi jo desværre ikke herre over, fortæller Skagen Havns direktør, Willy B. Hansen.

Skibet lå ikke ud for Skagen længe. Der var en syg passager ombord som blev evakueret, og derefter fortsatte krydstogtsskibet sin rute med kurs mod Harwich hvor togtet slutter.

Men ”Brilliance of the Seas” har planlagt i alt otte anløb til Skagen denne sommer, og sammen med de andre annoncerede anløb venter man, at omkring 26.500 gæster og små 10.000 besætningsmedlemmer vil gæste Skagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.