Ingen ender på gaden
Der er fundet lejligheder til alle berørte efter den voldsomme brand i Løgstør

Galleri - Tryk og se alle billederne.
LØGSTØR:De mange familier, der blev hjemløse natten til tirsdag, da en storbrand raserede en beboelsesejendom i Bredgade i Løgstør er nu alle sikret genhusning, som boligforeningen har sørget for.
- Vi har fundet 16 tomme lejligheder i boligforeningen, som de berørte beboere kan flytte ind i, siger formanden for Løgstør Boligforening Bodil Svenningsen.
Det er uklart, om genhusnings-lejlighederne har samme husleje som de nedbrændte.
To blokke er i orden
- I første omgang er jeg rigtig glad for, at vi har fundet lejligheder til de berørte, så de alle kan få et nyt sted at bo. Når vi får det store overblik skal vi til at finde ud af detaljerne, men jeg håber meget, at de kan blive boende, siger Bodil Svenningsen.
- Og vi kan heldigvis konstatere, at beboerne i 75 D og E kan flytte tilbage i deres lejligheder med det samme. De to opgange med deres 12 lejligheder har ikke taget skade af hverken ild, røg, sod eller vand fra brandslukningen, lyder det med lettelse i stemmen fra en træt Bodil Svenningsen.
Formanden havde sent tirsdag eftermiddag fortsat ikke fået et minuts søvn ovenpå de dramatiske hændelser.
Forsikring træder til
- Vi har undersøgt de to opgange, og der er både el, vand og varme, så beboerne her er så småt ved at vende tilbage til deres lejligheder, siger hun.
Hvis genhusningslejlighederne er dyrere, træder boligforeningens eller den private indboforsikring til og dækker meromkostningen.
Det bliver også boligforeningens eller beboernes egen forsikring, der skal dække de omkostninger, der kan blive ved, at beboerne skal have nogle af deres ting flyttet med sig.
To personer, en 57-årig kvinde og hendes fireårige barnebarn, omkom i forbindelse med den voldsomme brand.
Ingen ender på gaden
- I en sådan situation er der næsten aldrig nogen, der kommer til at stå på gaden eller selv må betale for et sted at bo, mens en lejet bolig bliver genopbygget. Næsten uden undtagelse har boligforeninger, ejerforeninger og private udlejere en forsikring på ejendommen, der også omfatter genhusning, forklarer konsulent i Forsikringsoplysningen Daniel Wæver.
- Har de enkelte familier selv en indboforsikring, er det den der skal dække, Men det er ejendommens forsikring, der går forrest og så afregner med det eller de selskaber, beboerne har private forsikringer hos, fortsætter han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.