Ingen genvej til Paradiset

Byrådsmedlem, Kurt Mikkelsen (V), Hjørring, kommenterede (24.2.) mit indlæg om robotstøvsugere i ældreplejen ("På kanten" 19.2.).

Kurt Mikkelsen skriver bl.a., at jeg har været med til at stemme for besparelser ved indførelse af ny teknologi - underforstået også velfærdsteknologi. Dette er ukorrekt. Besparelsen kan bl.a. gennemføres ved indførelse af iPad i dele af Hjørring Kommune. Vi ved jo selv fra byrådet, hvor store besparelser det kan give. Jeg har aldrig stemt for, at robotstøvsugere skal erstatte hjemmehjælpere - og bliver heller ikke talsmand for det i fremtiden. Så din antydning er forkert, Kurt! Tværtimod har du både i Økonomiudvalget og i Byrådet hørt mig tale mod et teknologisk samfund fyldt med ensomhed. Hvis formålet med teknologien imidlertid var det, Kurt Mikkelsen skriver, kunne det måske være en ide. Han skriver, at hjemmehjælperne kunne gøre andet for de ældre, mens robotten gør rent. Men, Kurt, her gør du vist regning uden vært. Hvis støvsugeren kørte og hjemmehjælpen så i mellemtiden kunne drikke kaffe og tale med den ældre om glæder og sorger, så kunne der være et formål - men så er der jo ingen besparelse. Men da Kurt Mikkelsen mener, man kan spare penge, så kan det ikke være situationen. Jeg deler slet ikke Kurt Mikkelsens næsegruse beundring for alt nyt og for "udviklingen". Jeg er hverken maskinstormer eller imod udvikling, men erkender, at en udvikling kan være god eller dårlig. Jeg falder ikke på halen, men tillader mig at tage stilling. Jeg ønsker ikke at fjerne Facebook. Det er en glimrende måde at skabe kontakt på. Men menneskeligt samvær er altså ikke at sidde foran en skærm og trykke på et tastatur. Det er at mærke, dufte og føle andre mennesker. Jeg mener, det er et problem, at en større og større gruppe mennesker vælger den ukonkrete cyberspace verden i stedet for den virkelige. Derfor skal vi alle overveje, hvordan man kan bruge ny teknologi positivt. Jeg mener også, mobiltelefonen er et gode, men den er en pestilens, når den kimer gang på gang under en middag, eller andet menneskeligt samvær afbrydes af den. Eller for den sags skyld, hvis byrådsmedlemmer sidder og kigger på nyheder eller spiller spil under byrådsmøderne via deres iPad i stedet for at bruge den til at finde dokumenter og ellers følge med i debatten. Igen: Den ny teknologi har fordele og bagsider. Derfor skal den ikke bruges ukritisk. Jeg deler ikke Kurt Mikkelsens opfattelse af, at ny teknologi i enhver situation og på enhver måde er den direkte vej til Paradiset.