Ingen gider Voerså Vandværk
Frederikshavn Kommune overtager nu Voerså Vandværk
VOERSÅ: Frederikshavn Kommune overtager Voerså Vandværk.
Det er nu officielt efter en ekstraordinær generalforsamling i Voerså IFs klubhus onsdag.
De seneste år har det været umuligt at finde frivillige til arbejdet i vandværkets bestyrelse og til sidst var eneste udvej en overdragelse til kommunen.
Som Voerså Vandværk finansielt står i dag, kan en overdragelse ske til Forsyningen uden udgift for forbrugerne. Det betyder, at den likviditet Voerså Vandværk er i besiddelse af på cirka kr. 500.000 - og som svarer til 1.400 kroner per forbruger - overgår til Frederikshavn Forsyning.
Bestyrelsen for vandværket kunne til orientering oplyse, at der i fremtiden ventede store udgifter for værket.
Det drejede sig blandt andet om nye boringer, udskiftning af vandure samt eventuelt opkøb af jord til sikring af kildeplads ifølge indsatsplaner under udarbejdelse af miljøministeriet.
Disse nødvendige tiltag ville medføre, at den samlede kapital gennem 20 år er opbrugt, og det ville være nødvendigt at hæve vandprisen for igen at have arbejdskapital.
Ved overdragelse til Frederikshavn Forsyning vil udgifterne til fremtidige investeringer blive pålagt Frederikshavn Forsyning – som dermed reelt ingen penge får fra Voerså Vandværk, da nye boringer og udskiftning af vandure vil svare til ca. kr. 500.000
Det gamle Voerså Vandværk, som lå på Pingvinvej, er fra 1935. Det nye på Holtbjerg, der er fra 1979, overgår nu til Frederikshavn Forsyning i løbet af 2015. hof
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.