Skolevæsen

- Ingen ledig plads til ny SFO

En flytning af Kumlhøj Fritidshjem til Østermølleskolen kræver nybyggeri, påpeger skolens ledelse.

Et tidligere depotrum er blevet udstyret med et ovenlysvindue og bruges nu i forbindelse med undervisningen. Afdelingsleder Birthe Hjortdal fortæller, at skolen til gengæld savner depotplads og sagtens kunne bruge flere rum til undervisning også. Fot
Et tidligere depotrum er blevet udstyret med et ovenlysvindue og bruges nu i forbindelse med undervisningen. Afdelingsleder Birthe Hjortdal fortæller, at skolen til gengæld savner depotplads og sagtens kunne bruge flere rum til undervisning også. Fot

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:37

Der skal ikke herske tvivl om, at personalet på Østermølleskolen synes, at det er en rigtig god idé, hvis skolens elever i fremtiden kan gå i SFO samme sted, som de går i skole, i stedet for at skulle ud at køre i bus til Kumlhøj Fritidshjem. Men det kniber gevaldigt med pladsen. Østermølleafdelingen, der er en specialskole under Rolighedsskolen i Thisted, har i øjeblikket 52 elever. Heraf går cirka 45 på Kumlhøj Fritidshjem. - Det er os selv, der har foreslået, at Kumlhøj Fritidshjem flyttes fra Platanvej til Østermølleafdelingen. Vi mener stadig, at det er den rigtige løsning at give børnene et pædagogisk tilbud efter skole her, hvor de slipper for at bruge tid på at skulle ud at køre i bus. Men vi mener samtidig, at det er urealistisk at lave et pædagogisk forsvarligt tilbud inden for de eksisterende rammer, siger Birthe Hjortdal, leder af Østermølleafdelingen. Spørgsmålet om flytningen har været behandlet af både børne- og familieudvalget og social- og sundhedsudvalget. Politikerne bakker op om ideen om at flytte Kumlhøj Fritidshjem, men i social- og sundhedsudvalget blev der stillet spørgsmål ved, om det virkelig er nødvendigt at bruge 6,7 millioner kroner på en ny tilbygning i to etager ved Østermølleskolen, som der først var lagt op til. Revideret byggeprojekt Nu er der udarbejdet et revideret projekt, som opererer med en tilbygning i ét plan i stedet til en pris på 3,3 millioner kroner. For de penge får man kun tre klasseværelser og et almindeligt toilet, eller alternativt to klasseværelser og et grupperum. - Det vil ikke blive SFO'en, der skal rummes i tilbygningen, for det bliver bygningen ikke stor nok til. Børnene vil stadig skulle bruge flere lokaler rundt om i afdelingen om eftermiddagen. Men de ekstra lokaler vil give bedre mulighed for at få tingene til at gå op, siger Birthe Hjortdal. Det er nemlig ikke sådan, at hele skolen står tom, når børnene forlader den for at tage over i fritidstilbuddet. - Vi har kun to arbejdspladser til vores 35 medarbejdere, så hovedparten af forberedelserne til næste dags undervisning foregår ude i klasselokalerne efter skoletid. Jeg vil tro, at i cirka halvdelen af klasselokalerne er der personale til klokken 15, fortæller afdelingslederen. Undervisning i depotrum Dertil kommer, at skolen allerede udnytter hver en ledig kvadratmeter til undervisning. Selv depotrum og et fliseklædt omklædningsrum er blevet inddraget til brug for eleverne, så man har måttet leje nogle containere til de ting, der før stod i depotrummene. - Vi har ikke engang et sted at hænge et skab til de nye medarbejdere fra fritidshjemmet, og vi vil ikke være i stand til at frigøre et eneste rum, hvor SFO'en kan opbevare sine materialer, påpeger Birthe Hjortdal. Politikerne i børne- og familieudvalget har sagen på dagsordenen i eftermiddag, hvor de skal drøfte den revidere anlægsplan for byggeriet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden