Ingeniører på universiteter vil på jobjagt ved udflytning
Efter politisk aftale står uddannelser til at lukke og flytte. Ingeniører vil jagte nye job, viser rundspørge.
Hvis de universitetsuddannelser, landets ingeniører arbejder på, ender med at blive flyttet, vil mange søge nye græsgange.
Det er aktuelt efter en politisk aftale fra i sommer, som skal give et højere optag uden for storbyerne og lavere optag i de største byer.
Det løses nemlig dels ved en fysisk flytning af nogle uddannelser, dels en lukning af andre. Og det kan altså potentielt sende ingeniører på jobjagt.
I en rundspørge fra Ingeniørforeningen (IDA) svarer cirka halvdelen af de 759 adspurgte medlemmer, at de vil prøve at finde et andet job.
Blandt de adspurgte, som hovedsageligt er undervisere, svarer kun syv procent, at de vil flytte med. Det fagforeningen i en pressemeddelelse.
Det viser ifølge formand Thomas Damkjær Petersen, at aftalen om udflytning ikke er gennemtænkt.
- Aftalen er strikket forkert sammen med et element af tvang, og adskillige mellemregninger er tydeligvis udeladt.
- I sidste ende kan det få fatale konsekvenser for kvaliteten på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, og dermed vores hjemlige vækst og velstand, siger han i pressemeddelelsen.
De 759 deltagere i rundspørgen svarer til lidt flere end hver femte af IDA's medlemmer, der arbejder på universiteter.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.