Hulsig

Inger slipper Hotel Inger

Snart nyudlærte Rami Safadi overtager Hotel Inger i Hulsig, som Inger Marie Nielsen har drevet gennem 67 år

Hotel Inger i HulsigFoto: Hans Ravn
Hotel Inger i HulsigFoto: Hans Ravn Hans Ravn

Opdateret kl. 21:13

HULSIG: Når man krydser dørtærsklen ind til restauranten, er det som at træde 50 år tilbage i tiden. Platterne på væggen minder om en bedstemors dagligstue, og møblerne er så traditionelle, som de kan blive. Vi er på Hotel Inger i Hulsig, hvor Inger Marie Nielsen snart har drevet hotel og restaurant i 67 år.

Men denne sæson er den sidste med 88-årige Inger Marie Nielsen i spidsen for hotellet. I stedet overtager Rami Safadi, som i øjeblikket er ved at afrunde sin kokkeuddannelse.

- Vi kender hinanden godt. Så jeg er ualmindelig tryg ved at give ansvaret videre til Rami. Uden at rose ham for meget er han meget dygtig, fortæller Inger Marie Nielsen.

Kamp, kok og kunstner

I en årrække kæmpede Rami Safadi for at kunne blive i Danmark. Her blev han blandt andet sendt tilbage til Libanon, mens han og hans kone kæmpede for den familiesammenføring, der kunne sikre ham en fremtid i Danmark.

I dag har Rami Safadi succes som maler i eget atelier i Frederikshavn, og snart står han for driften af et af landsdelens mest traditionsrige hoteller.

Han har gennem de seneste tre år arbejdet på Hotel Inger i kortere perioder. I øjeblikket er han ved at afslutte sin uddannelse på Restaurant Essens. Førhen var han kokkeelev på den nu lukkede Restaurant Snerlen. Dermed tager Rami Safa et direkte spring fra kokkeelev til selvstændig.

- Det er et kæmpe spring, og jeg ville aldrig forsøge noget lignende andre steder. Men med Ingers erfaring og hjælp håber jeg på det bedste, fortæller Rami Safadi.

Kræfterne er forsvundet

Inger Marie Nielsen vil nemlig fortsat være at finde på hotellet. Foruden at blive boende klods op ad køkkenet vil hun hjælpe til og dele ud af sin erfaring gennem 67 år.

Men selve driften af hotellet har hun prøvet at give videre over de sidste par år.

- Jeg er stadig frisk i hovedet, men kræfterne er der ikke til det mere, siger Inger Marie Nielsen.

At Inger Marie Nielsen bliver i de traditionsrige lokaler i Hulsig glæder Rami Safadi.

- Mange mennesker kommer på grund af Inger, så det er fantastisk, at hun bliver, siger han.

Alt ved det gamle

På trods af skiftet vil oplevelsen ikke ændre sig synderligt. Både navn og koncept forbliver intakt, når Rami Safadi overtager til den nye sommersæson.

- Inger har haft det sådan her i så mange år, så det er synd at lave om på det. Det handler bare om at fortsætte med at levere god kvalitet, siger han.

Således vil menuen ikke ændre sig voldsomt. Her vil stadig være fokus på fiskeretter, som Hotel Inger er kendt for. Det falder i god forlængelse af Rami Safadis tid på fiske- og skaldyrsrestauranten Restaurant Snerlen.

Men der kan muligvis komme ændringer med sig i et forsøg på at tiltrække et nyt publikum til Hulsig.

- Der kommer måske små ændringer for at tiltrække unge mennesker. Vi skal til at se på, hvad det kan være, slutter Rami Safadi.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden