Inspektøren runder 100 år

Hans forældre var med til at afvande Vildmosen, og fremtiden var stukket ud for deres eneste søn. Han kunne blive smed eller snedker. I stedet blev han mønsterbryder. For hvad han lærte i skolen, kunne han nok huske på, og de første penge, han tjente, blev omsat på Aalborg dyrskue til en violin. Den kostede 15 kroner. Men så måtte far Peter lægge to kroner til, så der kom en bue med.

Efter skolen kom han på efterskole i Aabybro, og en aften bad forstander Poulsen den unge Lars om et spil skak. Under spillet sagde han til ham. Du skal ikke være smed. Du skal blive lærer.

Et stort frø var plantet i en lille familie. Men forældrene skaffede 3000 kroner ved kaution, og så blev Lars lærer fra Ranum seminarium.

I 1938 fik han et vikariat ved skolen i Saltum, og det var kærlighed ved første møde. Han glemte ikke den hjertelighed, han havde mødt i Saltum, og i 1949 vendte han tilbage efter førstelærerjobs i Horsens Hammer og Sørup.

Denne gang blev han i næsten 30 år som førstelærer og senere skoleinspektør. En ny skole blev taget i brug i 1956, og ”lærer Olsen” af sognerådet fik tilladelse til at indkøbe 50 verdenshistorier á 5 kr.

Som nybagt inspektør tog Lars Olsen arbejdet på sig med at administrere skolens vokseværk, og da han gik på pension i 1978 kunne han efterlade en velorganiseret folkeskole, der samler elever fra hele oplandet.

Kendt skikkelse i Saltum

Lars Olsen er en kendt skikkelse i Saltum, ikke kun i kraft af de mange år som skolens inspektør, men også i kraft af sine indsatser som kirkesanger og i menighedsråd. Hans første hustru, Thora, døde i 1954 efter længere tids kræft-sygdom. For to år siden måtte han sige farvel til sin anden hustru Karen, som han var gift med i 57 år.

To gange har han måttet gå den tunge gang efter sit barns kiste. Anne Marie og Peter døde begge af kræft i en alder af 53 år. Et tredje barn, Vagn, bor i Aarhus. Seks børnebørn og otte oldebørn giver liv på familiens mærkedage.

Lars Olsen fejrer sin fødselsdag på Saltum plejehjem. Selv om 100 år har sat sine spor på rygsøjlen, er han stadig frisk og bruger dagligt megen tid ved computeren, hvor han blandt andet har nedskrevet 170 siders erindringer om livet i Vildmosen og Vestvendsyssel.

Slægtsforskning har han dykket ned i, og han ved i dag, at med fire år i Sørup i Himmerland er han en af de få i slægten, der har søgt søndenfjords.

Han er også på Facebook – det er der nok ikke mange andre 100-årige, der er. AA