Interview med Birgit Hansen (S)

Socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune skal vælge ny spidskandidat. Vi har mødt de to kandidater. Her interview med Birgit Hansen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

De vigtigste grunde til at medlemmerne skal stemme på dig? - Min erfaring i at kunne begå sig i det politiske system. Jeg har vist, jeg kan samarbejde og opnå resultater. Jeg kan tale med alle og går efter bolden i stedet for manden. Man har kunnet følge mig i 10 år og se hvad jeg står for. Jeg er arbejdsom og tør tænke store tanker, har iver og energi. Og så kan jeg trække mange personlige stemmer. - De største udfordringer de kommende år? - Vi skal igennem krisen, så vi igen kan begynde at tænke i vækst, jobskabelse og fremdrift, og vi skal have mod til at udvikle kommunen efter nogle år i stampe. - Vi skal have arbejdshandskerne på, sætte nogle klare mål og planer i stedet for at være så optaget af, at det er op ad bakke og svært nok med at klare den daglige drift. - Den største forskel hvis du bliver borgmester? - Jeg bliver en synlig borgmester, der banker på i ministerierne, hvis vi for eksempel afventer en tilladelse til noget nyt. I dag har vi ansøgninger, der ligger og venter tre-fem år i Miljøministeriet. - Jeg vil sætte Frederikshavn Kommune på landkortet og holde regeringen og KL oppe på, hvad vi kan bidrage med og få arbejdspladser herop. Jeg har prøvet det i mindre målestok på handicapområdet. Jeg vil samle byrådet og gå forrest med konkrete initiativer og planer. - Jeres naturlige samarbejdspartnere i byrådet? - Politik er at samarbejde med dem, der vil være med. Jeg tror på det brede samarbejde og har som erklæret mål, at jeg vil tale med alle, der vil bidrage konstruktivt. - Vi er valgt for at drive kommunen, og politikere skal være politikskabende. - Hvordan vil du genoprette forholdet til SF? - Det ligger ikke til mig at bære nag. Jeg vil ikke bruge tid på, hvad der er sket i fortiden, men have fokus på, hvad der driver os. Det afgørende er, hvilket nyt byråd, der bliver valgt. Det kan se meget anderledes ud end i dag. - Bliver jeg vores borgmesterkandidat, vil jeg "møde mig selv ihjel" den første tid. Holde møder med min egen organisation, med gruppen og medlemmerne og sætte en proces i gang med arbejdsgrupper, der laver valgprogrammer, kampagnemateriale og så videre. Det er fundamentet. Derefter vil jeg begynde at lave sonderinger ud i verden. - Hvordan forbedrer vi interessen for nærdemokratiet og hæver stemmeprocenten? - Vi skal vise, hvad det handler om, vise at det kan betale sig at melde sig ind i en forening, vise at det nytter noget og at vi opfører os ordentligt. - Kæden hopper af, når vi laver noget, der er uigenkendeligt for borgerne. Opdragelsen til demokrati starter i folkeskolen. Vi skal tage de unge tæt ind til os, lytte til dem og give dem indflydelse på konkrete områder. - Hvordan undgår vi, at I bliver "politiske pauseklovne", og at embedsmændene overtager magten? - Vi skal have en stærk borgmester og et stærkt byråd, der skaber politikken, som embedsmændene så fører ud i livet. Det er ikke så svært at definere, men hvis byrådet stritter i alle retninger, opstår et ledigt magtrum. Det har vi set flere eksempler på. - Hvordan vil du sikre sammenhængskraften i hele kommunen? - Min styrke er, at jeg kommer fra den gamle Sæby Kommune. Jeg er bevidst om den problematik og tager den alvorlig. Vi havde 10 sogne, der blev lagt sammen og 13 borgerforeninger i kommunen. - Alle kerer sig om det område, de bor i. Det er helt naturligt, og vi skal sikre kommunale kerne opgaver i hele kommunen, men også være realistiske. Der er ikke børn til fire skoler i Skagen, men hvis vi centraliserer udelukkende ud fra en overordnet ideologisk holdning om "én kommune, ét rådhus", er vi selv ude om det. Vi stemte ikke for at tømme Skagen Rådhus, og jeg vil tænke nye arbejdspladser ind i de tomme lokaler, også på Hedeboskolen. I forhold til erhvervslivet vil jeg nedsætte en task force, som de har i Ikast-Brande Kommune, der rykker hurtigt og effektivt, når nye muligheder for vækst viser sig. - Får vi et bud fra en, der vil købe Volstrup Skole, skal vi være oppe på beatet og kunne rykke her og nu. - Hvordan ser din politiske fremtid ud, hvis det ikke bliver dig? - Jeg vil altid være socialdemokrat og bakke 100 procent op om Birthe Marie, hvis det bliver hende. Jeg er bidt af politik og kan nok slet ikke undvære det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.