Intet fly til Grønland mandag
Greenland Express-fly har ikke fået driftstilladelsen i hus

Flyet, der skal flyve fra Aalborg til Grønland er af typen Fokker 100, som her ses i KLM’s farver. Arkivfoto
AALBORG:Greenland Express kommer ikke i luften med ruteflyvninger mellem Aalborg og Grønland på mandag, sådan som det ellers var planen. Det bekræfter direktør Ronald Janssen fra det hollandske flyselskab Denim Air over for CHECK-IN.dk.
Selskabet skal operere et fly på ruten på vegne af Greenland Express, men de hollandske luftfartsmyndigheder har stadig ikke givet driftstilladelse til flyet. Derfor kan Denim Air endnu ikke bruge det til ruteflyvning.
Når de hollandske myndigheder vender tilbage med en godkendelse, skal Denim Air videre til de danske luftfartsmyndigheder for at få flyet godkendt til flyvninger til og fra Grønland.
Fly står klar mandag
- Vi kommer ikke i luften mandag. I teorien er det stadig muligt at komme i luften tirsdag. Det kræver at godkendelse fra de hollandske myndigheder kommer mandag morgen og at de danske myndigheder hurtigt siger god for flyet, siger Ronald Janssen til CHECK-IN.dk.
Efter planen skal flyet sættes ind på ruter fra Aalborg via København og Keflavik til Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Det betyder, at en tur fra Aalborg til Grønland kan vare næsten 10 timer og involverer to mellemlandinger. Konkurrenten Air Greenland er fire timer og fyrre minutter om den direkte tur fra København til Kangerlussuaq.
Pengene tilbage
Mange har allerede stillet spørgsmålstegn ved, om det var sikkert og forsvarligt at forudbetale en flyrejse med Greenland Express.
Men direktør Gert Brask har tidligere understreget, at Greenland Express ikke trækker pengene på den rejsendes konto, før den rejsende er kommet hjem igen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.