Isbjørne på Skagen vender tilbage i 2013

Skagen Vinterbaderfestival en stor succes, som gentages i 2013

Mette Hust fik sig en fødselsdag, hun sent vil glemme. Foto: Kim Dahl Hansen

Mette Hust fik sig en fødselsdag, hun sent vil glemme. Foto: Kim Dahl Hansen

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Tusind tak for denne gang og på gensyn næste år. Der blev krammet og kysset og taget varm afsked på Grenen Camping tidlig søndag morgen, da de 90 deltagere i danmarkspremieren på en vinterbaderfestival sagde farvel. Kort forinden havde de for sidste gang i denne omgang kastet sig i det iskolde vand ved Skagen Sønderstrand, iført røde halstørklæder og vanter, og intet andet. Selv festivalens to kokke, Thomas og Jacob fra Jacob's Café, sprang en tur i det kolde vand. En strandingshistorie Efter det iskolde gys var der dampende varm suppe - og en fortælling om en strandingshistorie på Grenen anno 1923. Dengang var temperaturen minus 18 grader, og redningsmændenes skæg frøs til isblokke, fortalte Ane Bjerg Thomsen fra Skagen By- og Egnsmuseum. Og så gik turen hjemad. 17 forskellige vinterbaderforeninger deltog i festivalen, og de er tilbage næste år. Sammen med endnu flere isbrydere og -bjørne, der elsker det kolde gys. Den sidste weekend i januar ér plottet ind til Skagen Vinterbaderfestival 2013. - Det er så dejligt. Ekstremt og skønt. Jeg tror, det er noget med fællesskab om naturens ekstremer. Vi går rundt og krammer hinanden, selv om vi dårligt kender hinanden. Der er noget spejderånd over det, siger Mette Hust, en af de tre "isbrydere" i styregruppen bag festivalen. Skagens fortræffeligheder Indimellem de kolde afvaskninger fik vinterbaderne tanket op med gode fortællinger om Skagens fortræffeligheder og unikke historie. Fredag aften foregik det hos Skagen Ure, hvor Slagter Munch trakterede, og lørdag indtog vinterbaderne det nye kulturhus, Kappelborg. Her causerede tv-lægen Peter Qvortrup Gejsling, og aftenen sluttede med uddeling af røde Skagen-tørklæder og vinterbadernålen 2012 til alle deltagere. Om eftermiddagen havde de været med Sandormen på kakao-tur til Grenen og hørt om Skagen Odde tilblivelse og digteren Holger Drachmanns grav.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.