It-retssag mod indsat i gang
Retssagen mod den 27-årige indsatte fra Kragskovhede som er anklaget for grov it-kriminalitet, er nu i fuld gang

Det var oplysninger fra blandt andet VISA/Dankort, som den 27-årige brugte til at stjæle penge fra folks konti. Foto: Lars Pauli Lars Pauli
JERUP:Retten i Hjørring tog i dag fat på den omfattende sag fra Kragskovhede Statsfængsel, hvor en indsat er anklaget for at have begået flere tilfælde af hacking, grov it-kriminalitet og bedrageri, mens han befandt sig inden for fængslets mure. Retssagen er sat til at var seks retsdage, hvilket betyder, at man forventer en afslutning og dom i løbet af næste uge.
I retten erkendte den 27-årige sig så skyldig i flere af anklagepunkterne, heriblandt anklager om, at han skulle have hacket flere e-mail-konti ligesom han skulle have overført penge fra forskellige kort og konti til andre konti, som han havde adgang til.
Men de mest alvorlige anklager benægtede han dog stadig at have begået. Heriblandt en anklage om databedrageri, hvor den 27-årige skulle have brugt kontooplysninger fra i alt 75 forskellige betalingskort til at bestille varer og spille for til en samlet sum af små 330.000 kroner.
Fandt oplysninger på nettet
Ifølge den anklagede selv fandt han mange af oplysningerne, heriblandt e-mailkonto og kortoplysninger, på forskellige internetforummer, hvor andre hackere lagde dem op efter at have udnyttet diverse firmaers hullede sikkerheds foranstaltninger på internettet - alt dette foregik, mens han sad på Kragskovhede Statsfængsels åbne afdeling.
Disse oplysninger brugte den 27-årige så til at flytte penge fra forskellige konti til blandt andet den legitime pengebehandlingsside ewire, hvorfra pengene blev ført videre til blandt andet spillesider og andre konti som den 27-årige havde adgang til.
Det hele sluttede dog, da ejeren af den misbrugte konto meldte det til politiet, efter han var blevet mistænkelig. Politiet ransagede den 27-åriges værelse på Kragskovhede i januar, hvor de blandt andet fandt computere og mobiltelefoner, som kunne knyttes til de forskellige forbrydelser.
Dømmes den 27-årige for de groveste anklager kan han risikere fængsel i seks til otte år, som kan lægges til den dom han i forvejen afsoner fra 2009.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.