Italiens præsident er genvalgt til en periode mere
Italiens præsident Mattarella er genvalgt af flertal i parlamentet, skriver Reuters på baggrund af optælling.
Italiens præsident, Sergio Mattarella, er genvalgt til posten for endnu en periode.
Det viser optællingen efter en afstemning i parlamentets underhus lørdag eftermiddag, nyhedsbureauet Reuters.
Mattarella har fået mere end de 505 stemmer, der var nødvendige for at have et flertal bag sig. Optællingen er lørdag aften klokken 20 endnu ikke slut.
Først ved den ottende afstemning i denne uge lykkedes det de politiske partier i Italiens underhus at finde en kandidat, som et flertal kunne støtte.
Oprindeligt havde den 80-årige præsident sagt, at han ikke ville genopstille. Men tilsyneladende lykkedes det tidligere lørdag premierminister Mario Draghi at overtale ham.
Draghi og hans allierede håber på, at han selv kan fortsætte som premierminister.
Under Draghis tid ved roret har Italien haft økonomisk fremgang. Derudover har der været en sjælden politisk enighed.
Mattarella har været Italiens præsident siden februar 2015.
Præsidentposten kan have stor betydning, hvis der skal træffes beslutninger om opløsning af parlamentet eller findes en ny premierminister. Ellers er embedet mest ceremonielt.
/ritzau/Reuters