Sport

Jönsson forlader AaB

Den svenske offensivspiller har valgt ikke at forlænge kontrakten med AaB. I stedet skal han spille for OB

Rasmus Jönsson - her i kamp mod Viborg - har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med AaB. Arkivfoto: Torben Hansen
Rasmus Jönsson - her i kamp mod Viborg - har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med AaB. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 12:50

AALBORG: Rasmus Jönsson kommer ikke på banen mere for AaB. Det står klart, efter AaB mandag har sendt en pressemeddelelse ud, hvori det fremgår, at den svenske offensivspiller har valgt ikke at forlænge sin kontrakt.

- Jeg har haft en fantastisk tid i AaB og Aalborg, og jeg har intet at udsætte på klubben, hvor jeg virkelig har trivedes. AaB har været med til at kickstarte min karriere, og særligt vil jeg huske tilbage på vores mesterskab og pokalsejr i 2014, siger Rasmus Jönsson i pressemeddelelsen.

- Nogle gange har man bare brug for en ny udfordring, og her føler jeg, at tiden er den rette for mig til at prøve noget nyt, men jeg ønsker selvfølgelig kun AaB alt det bedste fremover.

Udfordringen får Rasmus Jönsson i OB, som han ifølge OB’s hjemmeside har indgået en to-årig aftale med. Det betyder, at angriberen spiller i OB frem til sommeren 2018.

AaB ville gerne have forlænget

Hos AaB havde man gerne beholdt offensivspilleren.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set Rasmus fortsætte i AaB, hvorfor vi også i månedsvis har forsøgt at få en ny aftale på plads. Rasmus har imidlertid valgt at søge nye udfordringer, hvilket vi naturligvis respekterer, og Rasmus ønskes al mulig held og lykke i sin fortsatte karriere, siger Allan Gaarde i pressemeddelelsen.

- Vi tog en kalkuleret chance, da vi for snart tre år siden hentede en på dette tidspunkt meget skadesplaget Rasmus Jönsson til AaB, men vores dygtige sundhedssektor fik langsomt bygget Rasmus op, så han kunne vise sine uomtvistelige kvaliteter for vores klub, hvilket blandt andet var stærkt medvirkende til The Double i 2014.

Sportsdirektøren konstaterer ligeledes, at det nok får betydning for AaB’s ageren på sommerens transfermarked.

- Vi har på forkant sikret os tilgang fra Marco Meilinger fra den kommende sæson, men det er klart, at Rasmus’ afgang betyder, at vi stadig vil være aktive på spillermarkedet i vores arbejde med at opbygge et nyt og konkurrencedygtigt hold, siger Allan Gaarde.

Rasmus Jönsson opnåede 72 officielle kampe og 12 scoringer for AaB.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden