Jacob Peter på fjorden igen

Slæbebåd er klar til at sikre adgangen til havnene i Mariager Fjord.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Slæbebåden Jacob Peter er tilbage på Mariager Fjord. Efter en gennemgribende renovering gemmer den 50 år gamle slæbebåd på et topmoderne indre. Så nu kan Kong Vinter bare komme an.

Slæbebåden Jacob Peter benyttes fortrinsvis til isbrydning og som bugseringsassistance på Mariager Fjord.

Båden har det sidste års tid været oplagt i Hals, hvor den blandt andet har fået skiftet hovedmotor og hjælpemotorer. Al el er også blevet skiftet fra jævnstrøm til vekselstrøm.

- Jeg har fået at vide, at Jacob Peter nu på trods af sin høje alder på mange punkter er i en bedre stand end et nybygget skib. Ikke mindst skroget er væsentligt stærkere end nybyggeri, fortæller en stolt borgmester H. C. Maarup.

I løbet af den omfattende renovering er der blevet fjerne 30 tons gamle og udtjente dele. For eksempel er alt inventar i maskinrummet blevet skiftet ud, og efter hjemsejladsen til Mariager Fjord har mandskabet sat styrhus, kabys, messe og toilet i en mere moderne stand.

- Jacob Peter har beholdt sit charmerende ydre, men den skjuler et topmoderne maskinrum i sit indre. Både motorkraft og trækkraft er blevet øget, så nu har vi et effektivt skib, der kan holde i mange år fremover, slutter H. C. Maarup.

Jacob Peter i tal

Jacob Peter blev bygget i 1962 i Holland og arbejdede indtil 1979 i Københavns Havn.

Fjordudvalget for Mariager Fjord købte skibet i 1979 for 850.000 kroner.

Den nylig overståede renovering har kostet 6.5 millioner kroner.

Motorkraften er øget fra 660 hk til 953 hk. Skibets pæletræk er forøget fra 6 tons til 15 tons.

Renoveringen er sket i et samarbejde mellem værft, Søfartsstyrelsen, besætning og ejere.

Fjordudvalget for Mariager Fjord er et selskab bestående af Mariagerfjord kommune og de private havne på fjorden, H. J. Hansen og Akzo Nobel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.