Langeland

Jæger skød en bil

36-årig mand særdeles heldigt med at undgå at blive ramt, da jæger missede skud efter buk

Arkivfoto

Arkivfoto

LANGELAND:En jæger på bukkejagt uden et ordentligt såkaldt kuglefang er formentlig årsag til, at en 36-årig mand, som kom kørende i sin personbil ad Lohalsvej på Nordlangeland, fik ødelagt sin bil.

Bilen blev ramt af et projektil fra en jagtriffel. Kuglen gik igennem sideruden, og den 36-årige var særdeles heldig med ikke at blive ramt. Kuglen ramte cirka 30 centimeter foran manden og ramte instrumentbrættet.

Manden kørte meget forskrækket ind til siden. Kort efter kom en jæger frem til bilen og spurgte, om der var sket noget.

Da det blev konstateret, at det var der, forsvandt jægeren hurtigt igen.

Jæger efterlyst

Politiet efterlyser jægeren, en dansk mand, ca. 50 år, iført grønt tøj og gummistøvler, men det signalement kunne dække mange jægere i Danmark.

Fyns Politi indskærper i forbindelse med episoden, at man altid skal sikre sig, at man har ordentligt kuglefang, når man afgiver skud i naturen.

Overtrædelse kan medføre sigtelse for overtrædelse af jagtloven, samt konfiskation af våben og udbytte. Typisk afgøres sagen med en bøde.

I særligt alvorlige tilfælde kan jægeren efter straffelovens § 252 med en strafferamme på op til otte års fængsel for ”i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at forvolde fare for andres liv eller førlighed”.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.