Jægere ramt af vådeskud
To jægere fra Strandby Jagtforening blev ramt af rikochetterende hagl under jagt i Elling Plantage

Arkivfoto
FREDERIKSHAVN:To jægere fra Strandby Jagtforening blev lørdag ramt af rikochetterende hagl, da de deltog i årets sidste fælles jagt arrangeret af Frederikshavn og Strandby Jagtforeninger.
Den ene blev ramt af flere hagl i foden, mens den anden blev ramt af et enkelt hagl i kæben.
Vådeskudsulykken skete i Elling Plantage.
- De to blev kørt til Hjørring Sygehus, hvor de blev konstateret, at haglene - så vidt jeg har fået oplyst - ikke havde skadet de to jægere alvorligt. De får ikke varige mén af haglene, der ifølge mine oplysninger skal fjernes på mandag, oplyser formanden for Frederikshavn Jagtforening Robert Kjellberg.
Ramte frosset jord
Ifølge hans oplysninger skete vådeskudsulykken på den måde, at en jæger skyder mod et rådyr, og at såkaldte randhagl - altså hagl, der ikke lige følger kerneskuddet - rikochetterede mod den frosthårde jord og derfra ramte de to jægere. Selve kerneskuddet ramte godt nok rådyret.
- Det er trist, når noget sådant sker, men omvendt var det så heldigt - når det nu skulle ske - at de to jægere ikke blev ramt alvorligt. Den ene kunne jo lige sågodt være ramt i øjet som på kæben, konstaterer jagtformanden.
Han understreger, at alle regler omkring afstand mellem jægerne var overholdt.
Bøde til skytten
Alligevel slipper den uheldige skytte, der affyrede vådeskuddet næppe for en bøde.
- Når der sker en sådan vådeskudsulykke, så får jægeren, der skød, automatisk en bøde udfra en betragtning om, at han ikke har sikret sit våben ordentligt eller har sikret sig, at hans skud ikke var til fare for andre, konstaterer vagtchef ved Nordjyllands Politi Aage Pedersen, der i øvrigt kun var informeret om, at en jæger var kommet til skade med hagl i underbenet, som meldingen til politiet var.
- Der er heldigvis ufatteligt langt mellem den slags ulykker. De er således første gang i de 15 år vi har arrangeret fællesjagter med Strandby Jagtforening, at der har været en sådan ulykke, konstaterer Robert Kjellberg.
Stof til eftertanke
Trods det, at afstandsregler og så videre var overholdt, så tror jagtformanden, at et sådant uheld giver stof til eftertanke hos jægerne - ikke mindst hos den, der affyrede skuddet. Det var i øvrigt en nevø til den jæger, der blev ramt i foden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.