Jætter søger talenter til revy
Awardshow er nyt indslag i årets Jættefest i Suldrup
SULDRUP: De har godt nok ikke meldt sig endnu, men Jættefestkomitéen håber stadig på at kunne lokke talenter frem til festens nye indslag Jætte Award søndag 4. august.
- Vi har jo snakket om at stable en revy på benene. Det bliver så først til næste år, fordi vi åbenbart kom lidt for sent i gang til i år. Men vi håber at kunne finde nogen, der har lyst til at optræde, så vi kan få nogle revyskuespillere i gang, fortæller Kristoffer Dyrlund, formand for Jættefestkomitéen.
Deltagere til Jætte Award i år skal melde sig til på hjemmesiden suldrupby.dk under Jættefesten.
Man skal være mindst 15 år for at kunne deltage, og der er pengepræmier med i spillet. Tre dommere vil bedømme talenterne, som skal vise sig på scenen i Jættestuen søndag 4. august kl. 14.30.
Et andet nyt element i år er det nye udendørs legeland for børn, og der er allerede over 200, der har købt armbånd.
- Det er fint nok, siger Kristoffer Dyrlund.
Jættefesten begynder onsdag 31. juli med Jætteløb og banko og slutter søndag 4. august med kåring af årets Jætte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.