Jamen er det ikke?
I museets store sal hænger et af Michael Anchers mest kendte malerier ‘ En strandpromenade’. Billedet forestiller Skagens-matador og justitsråd Lars Holsts fire kønne døtre og deres veninde på en fredelig promenade på stranden.
Alle Holst-pigerne er der stadig, Ida, Anna, Minne, Sophie og veninden Elisabeth Bang i deres lyse sommerkjoler.
Alligevel vækker billedet undren hos publikum, der i disse dage besøger Skagens Museum. For nok mangler der ikke noget, men billedet er ikke som det plejer. Der er faktisk noget for meget.
I billedets højre side ses en båd, der vist ikke plejer at være der. Hen over havet flyver en flok måger, er de ikke også nye?
Jo, kan museets personale forklare. Både båden og mågerne er nye, men alt har en naturlig forklaring: Der er ikke nogen, der har føjet lidt til billedet. Det er simpelthen et andet maleri.
Det maleri, som plejer at hænge i salene på Skagens Museum, er for øjeblikket udlånt. Maleriet skal vises på en stor udstilling om skagensmalerne, som åbner på fredag i Tokyo på Japans nationale museum for vestlig kunst.
Mens ‘En Strandpromenade’ er i Japan har museet fået deponeret en anden version af maleriet, der normalt befinder sig i privateje.
Michael Ancher malede flere versioner af billedet, og den version, der nu kan ses på museet, har altså både en båd og en mågeflok. Her hænger det nu blandt Anchers vejrbidte fiskere og andre af skagensmalernes værker.
Har du lyst til at høre mere om værkerne på museets nye udstilling, er der omvisning med introduktion til samlingen søndag d. 12. februar kl. 11.
Samme dag kl. 15 byder museet i samarbejde med Brøndums Hotel på særarrangementet Kunst til Kaffen, der kombinerer en omvisning på museet med en kaffe og kage på Brøndum Hotel. Billetter til arrangementet kan købes via museets hjemmeside.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.