22-årig landmand har allerede to gårde - nu åbner han øko-butik
Ung landmand driver Blokhus Kød og Landbrug og føjer nu gårdbutik til sin portefølje
Opdateret 07. juli 2022 kl. 08:57
PANDRUP: Kaffe fra Gjøl, honning fra Rødhus, te fra Aabybro i skøn forening med grøntsager hevet op af mulden lige uden for ejendommen på Kvorupvej. Det er blot nogle af varerne i Viktor Kristensen Riises nye økologiske gårdbutik, der slår dørene op i denne uge.
Med sine 22 år er Victor Kristensen Riise en af landets yngste landmænd med egen økologisk bedrift med kødkvæg, planteavl og grøntsager. Han afsluttede sin uddannelse på Kalø Økologiske Landbrugsskole i 2020, og allerede inden han var færdig, kunne han kalde sig gårdejer.
Siden er nummer to ejendom kommet til, og i dag har han omkring 110 hektar fordelt på sine to gårde og den jord, han lejer. Bedriften er under omlægning til økologi, og certificeringen ventes på plads i 2023, men den drives allerede efter alle økologiske principper. Han har i alt 37 dyr af racen "Skotsk Højlandskvæg" og har endvidere heste, der græsser på naturarealer ved Tranum.
Som søn af forældre med egen virksomhed inden for computerbranchen, lå det ikke lige til højrebenet, at han skulle læse til landmand.
- Natur og dyr har altid interesseret mig, og en overgang overvejede jeg at læse til anlægsgartner, men efter at have været på landbrugsskole under min brobygning, vidste jeg, at det var den retning, jeg skulle gå, fortæller Viktor Kristensen Riise, der selv har stået for størstedelen af ombygningen i gårdbutikken og den tilhørende private bolig, som han snarest muligt rykker ind i.
Viktor er dus med naturen
Han betegner sig selv som en "rimelig passioneret økolog", hvilket tydeligt skinner igennem, når man taler med ham. Udgåede træer får lov til at blive stående, for det danner den perfekte ramme om et insekthotel, fuglene fra markens læbælte mæsker sig i larver fra kålmarken, og viben har taget bo mellem grøntsagsrækkerne, hvor der aldrig kommer antydningen af en sprøjtegift.
Det er ren Morten Korch - og dog - for det er udfordrende at slå igennem som økolog i Nordjylland. Alligevel er Viktor Kristensen Riise ikke i tvivl om, at han er på rette hylde.
- For mig er det vigtigt at producere på en bæredygtig måde - dvs. med omtanke for miljø og natur, og hvor dyrevelfærden er i højsædet, siger han.
Hver en kartoffel, der lige nu hives op af jorden på Kvorupvej, passerer gennem Viktor Kristensen Riises hænder.
- Vi håndsorterer alle kartofler dels for at sikre, at kvaliteten er i orden, dels for at sortere dem efter størrelse, siger Viktor Kristensen Riise, der vurderer, at han med hjælp fra sin mor har pakket omkring 2000 poser kartofler den seneste måned.
Viktor Kristensen Riises mor, Mariann Kristensen, har været en uvurderlig hjælp, og det vil hun fortsat være. Blandt andet vil hun hjælpe i gårdbutikken hen over sommeren og servere forfriskninger for gæsterne.
Kartofler, kål, ærter, agurker, salat mv. sælges via gårdbutikken eller til lokale dagligvarebutikker og restauranter. Som oftest er Viktor Kristensen Riise selv ude for at aflevere varerne.
- Størstedelen af landmændene har ikke kontakt med forbrugerne, men leverer deres produkt til et mellemled. Det er fedt med den direkte kontakt med dem, der aftager mit produkt, siger han.
Ingen tid til fest
Arbejdsdagen kommer sjældent under 12-14 timer, og der er ikke noget, der hedder weekend. Fester er der ikke tid til - skal der være tid til spas og hygge, nyder han og de kammerater, han har fra landbrugsskolen, at leje en båd og tage på fisketur, ligesom de er gode til at hjælpe hinanden med stort og småt.
- Det er hårdt arbejde at være landmand, men jeg nyder at være selvstændig og at have muligheden for at være ude i naturen. Tænk sig, at jeg kan plukke kantareller, når jeg er i Tranum for at se til mine heste, der går på lejet jord heroppe. Det er privilegeret at være i stand til, konstaterer han.
Han har allerede realiseret sin drøm om at blive økologisk landmand, men skulle han tillade sig at drømme lidt videre, er han ikke i tvivl om, hvad han ønsker sig.
- Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne finde økonomi til at ansætte en medarbejder. Det vil være skønt med en kollega, og så kunne det også være rart at få mulighed for at holde en fridag en gang imellem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.