Dagligvareforretninger

Borgere køber købmandsbutik og planlægger at genåbne 1. november

Massiv opbakning fra lokalområdet betyder, at der er indsamlet godt 850.000 kroner, og dermed er der skabt grundlag for, at Halvrimmen igen får en købmand

Takket være en massiv opbakning er det nu lykkedes at rejse så mange penge, at et selskab kan købe ejendommen, og der igen kan åbne en købmandsbutik.
Takket være en massiv opbakning er det nu lykkedes at rejse så mange penge, at et selskab kan købe ejendommen, og der igen kan åbne en købmandsbutik. Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 18:35

HALVRIMMEN: På kun 14 dage er det lykkedes borgerne i Halvrimmen, Arentsminde og på Øland at rejse godt 850.000 kroner. Det betyder, at drømmen om at genåbne købmandsbutikken i Halvrimmen bliver til virkelighed.

- Det er jo ganske fantastisk. Der er jo kun gået 14 dage og så havde vi 850.000. Folk har været meget positive og meget interesserede i at hjælpe os, fortæller Marianne Hollner, som er sekretær i bestyrelsen i anpartsselskabet, Nyt Halvrimmen Netværk 2022, hvis formål er at købe den tidligere købmandsforretning i Halvrimmen og forpagte den ud til en ny købmand.

Den tidligere købmand i Halvrimmen valgte at lukke forretningen den 1. marts i år. Nu fortæller et banner på facaden den glade nyhed, at områdets borgere i fællesskab køber forretningen og genåbner den.  Foto: Bitten Holmsgaard

Omkring 150 lokale borgere har hver især købt en eller flere anparter i anpartsselskabet. Nu skal de sidste juridiske detaljer omkring selskabet og købet på plads.

- Man kan vist godt sige, at der er nogle ting, vi ikke lige har fået fod på. Vi skal blandt andet have redigeret vedtægterne og så søger vi stadigvæk penge fra fonde og kommunen til forskellige ting. Selv om vi har de penge, som skal bruges til købet, er der renoveringsarbejde, og vi vil også gerne gøre forretningen mere energivenlig, siger Marianne Hollner.

Mere end 50 frivillige

Allerede 1. september får bestyrelsen i netværket nøglen til forretningen på Aalborgvej 14. Straks derefter går de mere end 50 frivillige, der allerede har meldt sig, i gang med alt det praktiske arbejde i forbindelse med at gøre forretningen klar til åbning.

- Der skal afblændes nogle vinduer, taget skal repareres, og der skal ordnes nogle ting på forpladsen. Derudover skal der males udvendigt, og vi vil gerne pynte lidt op i forhold til noget grønt på pladsen nede bagved. Vi har rengøring, inden der skal sættes varer på plads og måske også hjælp til at sætte varer på plads, siger Marianne Hollner.

Samtidig skal bestyrelsen i gang med at finde den rette købmand i samarbejde med Dagrofa. Den store detailhandels-grossist yder konsulentbistand til netværket og vurderer, at der er et fint grundlag for at drive en MinKøbmand i Halvrimmen. Desuden har Dagrofa lovet at støtte den kommende købmand med en løbende kredit.

- Hvis alt går vel, åbner vi den 1. november. Så vi kan få julehandlen med, fortæller Marianne Hollner og tilføjer.

- Så skal vi selvfølgelig også planlægge nogle festligheder til åbningen.

Nu venter to travle måneder for bestyrelsen og alle de frivillige hjælpere, som så kan  høste frugten af hele områdets store opbakning, når købmanden endelig genåbner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden