Byggeri: Fede filmoplevelser begynder da i foyeren

Fjerritslev Kino har investeret for én million kroner i nye lokaler

Gert Pedersen fra Bejstrup Tømrer- & Snedkerforretning er en del af det hold, der har været med til at forvandle den over 100 år gamle biograf til et nyt og moderne sted. Her ses han sammen med Tove Olesen, Bente Jensen og Sonja Breum fra Kino. <i>Foto: Pernille Damsgaard</i>

Gert Pedersen fra Bejstrup Tømrer- & Snedkerforretning er en del af det hold, der har været med til at forvandle den over 100 år gamle biograf til et nyt og moderne sted. Her ses han sammen med Tove Olesen, Bente Jensen og Sonja Breum fra Kino. Foto: Pernille Damsgaard

- Det bliver bare så spændende.

Sådan lyder det fra Bente Jensen, der er formand for Fjerritslev Kino. Den foreningsdrevne biograf har været lukket siden midt i maj - der skulle bygges til og om. Nu er byggearbejdet så småt ved at være færdigt.

- Vi bliver klar til åbningen 7. juli, lover Bente Jensen.

Fjerritslev Kino får nyt indgangsparti og foyer, der kommer en biografcafé og den bliver handicapvenlig. Der bliver lyst, lækkert og moderne. Og så kommer der meget mere plads til alle.

- Vi får nogle meget bedre forhold, og nu bliver der også ordentlig plads til de ansatte. Det var nogle elendige arbejdsforhold, vi havde tidligere, siger Bente Jensen, der sammen med Sonja Breum og Tove Olesen glæder sig til at byde indenfor om ganske kort tid.

Fjerritslev Kino købte nabobutikken, hvor der senest var blomsterforretning og inden da høreklinik. Lokalerne har også i perioder stået tomme og været lidt af en øjebæ i byens handelsstrøg. Købskontrakten blev skrevet under lige inden pandemien kom.

- Vi har haft et ønske om at overtage butikken i lang tid. Nu er det nu, vi åbner, og det bliver bare så godt, siger Bente Jensen, som sammen med Sonja Breum og Tove Olesen viser rundt i de nye lokaler.

Projektet har kostet i nærheden af én million kroner. Penge, som dels kommer fra egen konto dels fra fonde.

Den første film, der vises efter genåbningen, er Elvis. For de yngre biografgængere er der Minions på plakaten.

Fjerritslev Kino er en økonomisk sund biograf, som har været foreningsdrevet i omtrent 35 år. Selve biografen er over 100 år gammel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.