Fritid

Dagplejebørn legede charterferie: Så kvitterede rejsegigant med vild overraskelse

En emneuge fik en fantastisk afslutning, da Nicole og børnene blev overrasket af rejsegigant

Med Nicoles datter som pilot, fløj børnene direkte fra Aabybro til Krabi i Thailand.
Med Nicoles datter som pilot, fløj børnene direkte fra Aabybro til Krabi i Thailand. Privatfoto

Opdateret kl. 14:20

AABYBRO: I Nicoles private pasningsordning Minifolket i Aabybro har de netop afsluttet deres ferieuge. 

En emneuge, hvor børnene og Nicole har "rejst" på sommerferie i Thailand præcis, som børnene ville gøre det med deres forældre.

Det hele er godt nok foregået i Aabybro som leg, men der har været nok at opleve og holde styr på. Og det hele kulminerede med en fantastisk overraskelse for Nicole og børnene.

Børnene skulle selv bestille ferien. Privatfoto

- Jeg arbejder med forskellige temaer, og det her med ferie, det fanger bare børnene, fortæller Nicole Kristine Kristensen.

Børnene har lavet pas, er blevet vaccineret og har malet flyveren, inden de satte sig ombord og satte kursen mod Thailand.

Da de ankom, var der tur i tuktuk, fiskespa og thailandsk mad. Til stor glæde for børnene.

- Det kan virke lidt overdrevet, når vi sætter os og flyver i en papkasse, men børnene elsker at forberede det og se, at det lykkes. Børnene forstår, at vi skal flyve og pakke vores kuffert, og de taler længe om vores "ferie", siger Nicole Kristine Kristensen.

Nicoles yngste datter stod for at vaccinere børnene inden afrejse. Privatfoto

Videoproblemer

Nicole Kristine Kristensen dokumenterer børnenes oplevelser. Det er både for at vise forældrene, hvad deres børn laver i løbet af dagen, men det er samtidig også en måde at vise sig frem på. 

Som privat pasningsordning er hun hele tiden afhængig af, at børnefamilier vælger hende til, så hun har børn at passe.

- Jeg har prøvet at lægge billeder op, men jeg har fundet ud af, at forældrene hellere vil se en video, jeg har klippet sammen af, hvad børnene har lavet. Og så kan børnene også selv se, hvad det er, vi har oplevet sammen og så kan vi nemmere tale om det bagefter, siger Nicole Kristine Kristensen.

Der blev også serveret flymad på turen. Privatfoto

Hun ville også lave en video af rejsetemaet, men fik fortalt af en veninde, at hun skulle være påpasselig, når der var malet et logo på børnenes flyvemaskine.

Så for at sikre sig, at hun ikke kom i problemer, kontaktede hun rejseselskabet TUI for at få "ok" til, at deres logo stod på flyvemaskinen.

- De sagde, at det måtte jeg selvfølgelig gerne, og så ville de gerne se filmen, når den var færdig, fortæller Nicole Kristine Kristensen.

Så da "ferien" var slut, og Minifolket var hjemme i Aabybro igen, sendte hun videoen til rejseselskabet, som sendte en overraskende besked retur.

Der blev også spist lokale specialiteter. Privatfoto

Overvældet

- De skrev, at det var en sød video, og at det var en genial idé, fortæller Nicole Kristine Kristensen og fortsætter:

- Og så tilbød de mig og hver af børnene et rejsegavekort, og det synes jeg bare, er kæmpestort. Det er overvældende, for det havde de ikke behøvet.

Rejsegavekortene dækker ikke en rigtig rejse til Thailand, men det er heller ikke vigtigt for Nicole Kristine Kristensen.

Der blev også taget en obligatorisk ferie-selfie. Privatfoto

- Børnene elsker det, forældrene er vilde med det, og jeg har simpelthen fået så mange positive tilkendegivelser på den video, vi har lavet. Det er helt vildt med den anerkendelse, jeg har fået, siger hun.

Nicole Kristine Kristensen har allerede besluttet at holde fast i rejseteamet, så ungerne også skal ud og flyve igen næste sommer.

Du kan se Minifolkets video fra turen herunder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden