Det fede udeliv: Jammerbugt er helt i toppen. Det viser ny undersøgelse

Friluftsliv og oplevelser i naturen har fået større og større betydning

Let adgang til en flot natur er et af de vigtigste parametre, når folk vælger, hvor de skal bo. Foto: Jammerbugt Kommune

Let adgang til en flot natur er et af de vigtigste parametre, når folk vælger, hvor de skal bo. Foto: Jammerbugt Kommune

I en ny analyse af danske kommuners forudsætninger og indsats for friluftsliv, udgivet af Friluftsrådet i 2021, er Jammerbugt Kommune på en delt fjerdeplads iblandt alle landets kommuner. Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Flere borgere bruger naturen i hverdagen, og naturen er de voksne danskeres foretrukne motionsarena. Samtidig er nærhed og adgang til naturen er et af de vigtigste parametre, når folk vælger, hvor de skal bo. Men hvor findes de gode naturområder og hvor har man aktivt gjort en indsats for at få et aktivt friluftsliv i kommunerne?

For at svare på dette spørgsmål har Friluftsrådet lavet en rapport, der afdækker de danske kommuners naturmæssige forudsætninger og aktive indsats for at skabe gode muligheder for befolkningens friluftsliv. Rapporten måler på flere parametre, men giver en samlet vurdering og rangering af kommunerne imellem. Her placeres Jammerbugt Kommune på en samlet delt fjerdeplads.

Den første og største forudsætning for friluftsliv er tilstedeværelsen af naturarealer. Uden natur intet friluftsliv. Netop prioriteringen af tilgængelige naturarealer er i fokus i Jammerbugt Kommune.

- Vi er glade for at se, at vores arbejde med tilgængeliggørelse af naturen er udslagsgivende i denne rapport. Vi har bl.a. arbejdet med Kystsporet, Saltumstien og databasen bag udinaturen.dk bare det seneste år og håber også at de nye tiltag vil bidrage til, at endnu flere borgere begiver sig ud i det fri, siger Lise Holt, rekreativ konsulent hos Jammerbugt Kommune.

Friluftsliv i naturen er samtidig en bidragsyder til et aktivt fritidsliv for alle.

- Det er fantastisk, at vi i Jammerbugt Kommune har så mange naturarealer og så fin tilgængelighed, at vi kan skabe fundamentet for et aktivt fritidsliv i naturen. Vi ved at vores borgere er flittige til at benytte de mange stier, ruter og spor vi har i naturen i vores skønne kommune og det skal vi værne om og samtidig udvikle i tidens ånd, siger Helle B. Andreasen, formand for Kultur, Fritid og Landdistrikter, Jammerbugt Kommune.

Naturen er dog mere end en motionsarena, der booster den fysiske sundhed. 84 procent af danskerne oplever, at ophold i naturen forbedrer deres humør og mentale sundhed, og for vores børn og unge medvirker friluftsliv til sunde vaner og forståelse for natur og miljø.

- Derfor skal man også se friluftslivet som en investering i borgernes mentale og fysiske sundhed og i at skabe levende lokalsamfund og fællesskaber med afsæt i den lokale identitet, nævner Niels-Christian L. Hansen, formand for Friluftsrådet. Netop dette perspektiv møder opbakning hos Ib Nellemann, formand for social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune.

- Vi har i de seneste år arbejdet særligt med borgernes mentale sundhed og herunder sikre, at flest mulige borgergrupper får muligheden for et aktivt fritidsliv til gavn for både den fysiske og mentale sundhed. Her har naturen også været et aktiv og det vil den fortsat være i vores arbejde på sundhedsområdet, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.