Dobbelt fartfælde: Fotovogn blitzede løs lige efter stærekasse

Flere fartsyndere undgik stærekassen i Aabybro, men blev fanget af fotovognen umiddelbart efter

Arkivfoto <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto Foto: Torben Hansen

AABYBRO:Der var lagt ekstra fælder ud for fartsyndere lørdag i Aabybro, og mens mange undgik den første fælde, så blev de overrasket af den næste.

Nordjyllands Politi havde nemlig opstillet en fotovogn kun 3,5 kilometer efter stærekasserne på hovedvej 11 i retning mod Aalborg.

Mellem kl. 10 og 16 blinkede stærekasserne 13 gange, hvoraf to af overtrædelserne var til et klip i kørekortet.

Hov - der var lige én mere!

Men det var intet i forhold til, hvad der skete, når bilisterne var kommet forbi de faste fartmålere - og åbenbart troede, at faren nu var drevet over.

For fotovognen blitzede kort tid efter hele 122 fartsyndere, hvoraf ni nu står til et klip i kortet.

- Det er ret mange og det tyder jo på, at farten blot bliver sat op, når bilisterne er forbi stærekasserne, siger politiassistent Kim Haubro fra Nordjyllands Politi.

- Det ser ikke for godt ud

Den dobbelte fartkontrol i Aabybro lørdag var helt bevidst, forklarer han.

- Vi ville gerne se, hvor lang tid virkningen af stærekasserne er, for vi vil jo gerne have farten ned. Og det ser ikke for godt ud, for det er jo den samme trafik, der passerede fotovognen, som lige havde kørt forbi stærekasserne, siger han.

Selvom det nok ikke bliver et hverdagsbillede, at fotovognen parkerer lige efter en stærekasse, så skal kan fartsynderne heller ikke vide sig sikre på, at det ikke sker igen.

- Vi kan godt finde på at gøre det igen, varsler Kim Haubro.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.