Har ventet i 15 måneder: Nu har Ankestyrelsen svaret i injuriesag

Klage over kommunens sag mod vindmøllemodstander fører ikke til en undersøgelse af sagsbehandlingen

Jørgen Ravn Christensen (K) klagede sidste sommer til Ankestyrelsen, men det kom der ikke noget ud af. Foto: Henrik Louis

Jørgen Ravn Christensen (K) klagede sidste sommer til Ankestyrelsen, men det kom der ikke noget ud af. Foto: Henrik Louis

JAMMERBUGT:I et år og tre måneder har Jørgen Ravn Christensen fra Gjøl, der stiller op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti, ventet på at høre fra Ankestyrelsen. Nu er svaret kommet.

De kommer ikke til at endevende, om alt gik rigtigt for sig, da Jammerbugt Kommune besluttede at stævne vindmøllemodstanderen Johnny Solberg for ærekrænkende opslag i Facebookgruppen "Nr økse sø vindmøllepark. Nej TAK!!".

- Det er da lidt øv, når nu man har ventet i 15 måneder, lyder det fra Jørgen med tyk nordjysk underdrivelse.

Sagen blev behandlet ved retten i Hjørring tidligere i år, hvor der blev indgået forlig. Sagen var anlagt af Jammerbugt Kommune på vegne af unavngivne medarbejdere og borgmester Mogens Christen Gade (V). Ved forliget blev kravet om erstatning frafaldet mod, at de pågældende opslag blev erkendt strafbare og fjernet.

- Det kan ikke betale sig

Jørgen Ravn Christensen valgte forrige sommer at klage til Ankestyrelsen over sagsbehandlingen, som han mener blev truffet på et forkert grundlag, ligesom han mener, at borgmesteren var inhabil i behandlingen af sagen.

I det hele taget mener han, at kommunen burde have fundet en anden løsning end at føre en dyr retssag på skatteydernes regning - en løsning, som han håbede på, at den statslige instans, som fører tilsyn med kommunerne, ville se på. Det afviser de i et brev til Jørgen Ravn Christensen, som Nordjyske har set.

"Ankestyrelsen rejser ikke en tilsynssag. Vi gør derfor ikke mere i sagen. Ankestyrelsen beklager den lange sagsbehandlingstid," står der.

Herefter blive det oplyst, at Ankestyrelsen selv beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.

"Vi lægger vægt på, om det vil have væsentlig betydning, at vi tager sagen op til behandling. Vi vurderer, at din henvendelse ikke giver anledning til at rejse en tilsynssag," skriver de bl.a.

- Jeg er skuffet over, at de helt undlader at tage stilling. Så er vi lige vidt, siger Jørgen.

- Det er jo kommunernes domstol. Hvis vi skal have tillid til det system, så skal der ikke komme så vagt et svar - især ikke, når man skal vente så længe på svaret, mener han.

- Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det ikke kan betale sig at gå til Ankestyrelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.