Efter skred ved kendt naturperle: Nu er der adgang forbudt

Forhøjet nedstyrtningsfare ved klinten, vurderer politiet

Omkring 150 m3 af Bulbjerg Klint faldet i havet ved skreddet 10. marts. 
Omkring 150 m3 af Bulbjerg Klint faldet i havet ved skreddet 10. marts.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 20:55

Opdateret kl.20.54 med citater fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi

BULBJERG: Det er nu så usikkert at færdes ved naturperlen Bulbjerg Klint, at Midt- og Vestjyllands Politi indfører et midlertidigt adgangsforbud.

Det oplyser politiet fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.

10. marts var der et større skred ved den nordøstlige del af Bulbjerg Klint. Kystdirektoratet har nu været på stedet og vurderer, at yderligere skred vil forekomme inden for kort tid som følge af naturprocesser og tyngdekraftens påvirkning af klinten.

På den baggrund udsteder Midt- og Vestjyllands Politi nu et midlertidigt forbud mod at færdes på og ved klinten, fordi politiet vurderer, at der er akut og forhøjet nedstyrtningsfare - og dermed for at forebygge, at nogen kommer til skade.

Adgangsforbuddet gælder al færdsel i et område, som vil blive markeret med minestrimmel, oplyser politiet. 

- Vi vil sætte markeringsbånd op, og vi vil prøve at få det gjort, så det kan klare vind og vejr, siger vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det bliver ikke omkostningsfrit at overtræde det midlertidige forbud.

- De folk, vi måtte træffe deroppe, har vi mulighed for at sigte for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Vi gør det jo fordi, der er nedstyrtningsfare, og skulle båndet blæse væk, gælder forbuddet stadig, understreger Allan Riis. 

Forbuddet gælder øjeblikkeligt og løber frem til og med 24. juni 2022. 

Midt- og Vestjyllands Politi kan dog forinden beslutte at begrænse forbuddet, ophæve det - eller forlænge det.

Det er i det med rødt markerede område, at offentligheden ikke må færdes foreløbig.  Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden