Emma blev ramt af en hjerneskade som 25-årig - nu har hun et budskab til andre unge

Emma Steinicke havde været i Forsvaret, åbnet diskotek og skulle til at læse til sygeplejerske, da hun blev ramt af en hjerneskade

På kort tid forandrede Emmas liv sig drastisk.
På kort tid forandrede Emmas liv sig drastisk. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 17:09

NORDJYLLAND: Der var fart over feltet, da 25-årige Emma Steinicke i efteråret 2021 blev ramt af en hjerneskade.

Hun havde som andre unge gang i mange ting og store ambitioner for sin fremtid, og tidligere dyrkede hun karate på eliteniveau, fortæller hun.

I starten måtte hun støtte sig til sin rollator for at komme frem. Nu kan hun med lidt usikkerhed i benene gå med hen over gårdspladsen og rundt i stueetagen i sit hus.

Det har hun kæmpet for. Og hun kæmper hver dag med hele sin krop, siger hun. For at komme frem, for få det bedre og for ikke at føle sig alene.

For da Emmas hjerneskade rammer, er dem, hun er tvunget til at spejle sig i, mennesker på over 80 år. Og det er så svært, at en følelse af ensomhed lægges oven i Emmas primære sygdomsforløb.

For selvom hendes familie og venner prøver at forstå, gør de det aldrig helt.

Nu ønsker Emma at være den unge stemme, hun ikke selv mødte.

I begyndelsen af sin hjerneskade kunne Emma kun komme frem ved hjælp af sin rollator. Nu kan hun i højere grad bevæge sig rundt selv, og hun er ved at lære at gå på trapper. Foto: Kim Dahl Hansen

Pludseligt syg

Det er en pludselig sygdom, "Cyclic Vomiting Syndrome", som lægerne mener har udløst hjerneskaden, fortæller Emma. 

Ved Cyclic Vomiting Syndrome kaster man pludselig op mange gange om dagen. Det kan være i korte eller længere perioder, og ifølge Emma betød det, at hun var for syg til at indtage både mad og væske.

- Jeg var indlagt en måned op til min hjerneskade. De prøvede at give mig alt det, jeg havde brug for gennem drop, men så kastede jeg op. Så prøvede de at give mig sonde, men når der sidder noget nede i halsen, begynder man at kaste mere op. Så jeg kunne ingenting, fortæller hun.

Nytårsaften hjalp Emmas bror hende ned på knæ, hvor hun friede til sin mand. I februar blev de gift, og siden har hun foreviget sin brudebuket i en ramme. Foto: Kim Dahl Hansen

Emma kommer i løbet af måneden i bedring, og personalet vil sende hende hjem. Men så begynder øjnene at rulle. Hun kan ikke styre sine arme og ben, hun har følelsesforstyrrelser og hun kan ikke sidde, beskriver hun.

- Jeg vidste godt, at noget var galt, men jeg vidste ikke, hvad det var.

Lægerne kan se, at der på begge hjernehalvdele er en hvid prik. Betændelse, forklarer Emma og viser billederne af sin hjerne med to hvide prikker, der bliver større, jo længere ned i hjernen man kommer.

- De er hundrede procent sikre på, at det er en hjerneskade, men de er ikke helt sikre på, hvorfor den er opstået, men de tror, det er vitaminmangel, fordi jeg ikke kunne indtage væske og mad.

Fra fri til lænket

Emma kan inden for kort tid blot tænke tilbage på et aktivt liv med karate, som konstabel i forsvaret, diskoteksejer og snarligt sygeplejerskestuderende.

For Emma spildte ikke tiden, og selvom hun elskede sit arbejde i Forsvaret, som havde været hendes drøm, siden hun var en lille pige, ville hun ifølge hende selv nå at have en anden uddannelse, inden hun blev for gammel.

Og så valgte hun sygeplejefaget, hvor hun altid har set op til sin mor, der var anæstesisygeplejerske, fortæller hun. 

- Det er svært at miste sit ungdomsliv. Min hverdag er jo ikke hjemme i huset som en pensionist, men det bliver det pludseligt, når man får en hjerneskade.

Efter i alt to måneders indlæggelse, først med Cyclic Vomiting Syndrome og derefter med hjerneskaden, kommer hun på rehabiliteringscenter i Brønderslev.

Emma har nedsat syn på begge øjne og ser dobbelt. Derfor går hun med klap for det ene øje.  Foto: Kim Dahl Hansen

Og det er svært for Emma at være der med sin hjerneskade. For selvom de andre beboere lider af det samme, føler hun sig alene. Hun er den eneste unge, og hun genkender ikke sig selv i nogen af dem, hun omgås.

- Min mand havde sagt til mig, at jeg skulle prøve at tale med nogle af de andre, som var indlagt, fordi jeg er en meget social person. Jeg savnede unge, der ikke var sygeplejerskestuderende, og som jeg kunne spejle mig i, siger hun og henvender sig til andre unge, der måtte være i samme situation som hende.

- Jeg er her, hvis folk gerne vil snakke med mig. Jeg ønsker ikke, at nogen skal føle sig alene med en hjerneskade.

For selvom omgivelserne forsøger at forstå, er der ingen, der helt gør det. Og det tager energi igen og igen at skulle forsøge at beskrive, hvordan man har det, forklarer hun.

- Men det er ikke for svært til at snakke med andre, som har det, fordi de ved, hvordan det er.

Ensomheden har været et ekstrasvært element i Emmas sygdom, og hun håber, hun kan være en hjælp for andre unge, der er ramt af en hjerneskade. Foto: Kim Dahl Hansen

- Jeg er blevet henvist til ungeambulatoriet, og der var jeg den eneste, der sad på gangen med min neuropsykolog. Der var ingen unge omkring mig, og jeg har ikke set nogen unge ud over én, jeg snakkede med i Brønderslev. Når jeg prøver at ringe til Hjerneskadeforeningen, taler jeg med en, der er mere hjerneskadet end mig, og så bliver jeg bange. Det skræmmer mig mere, end det gør gavn.

Det er ikke kun, at hukommelsen svigter, at det kan være sværere at tale og svært at gå, som Emma føler sig alene med. Hjerneskaden har også haft stor betydning for hendes udseende.

- Jeg hader den måde, jeg ser ud på nu. Jeg hader at gå med rollator og klap for øjet, men andre som kommer i den samme situation skal vide, at de ikke er de eneste.

- Men jeg er i det, og der skal mere til at vælte mig af pinden, fordi jeg lever. Jeg er her.

Drømme, håb og fremtid

Siden Emma fik konstateret en hjerneskade, er der sket små fremskridt.

- Fremtidsudsigterne med en hjerneskade er ikke sikre, men når man er ung, er det nemmere at fungere med den, end hvis man er ældre, siger Emma.

Emma finder glæde i de ting, hun kan, og det er blandt andet at vande sin lille køkkenhave og se det hele spire. Foto: Kim Dahl Hansen

Hun er ikke længere tilknyttet Forsvaret, for det kan man ikke være, når man har en hjerneskade. Men hendes drøm om at læse til sygeplejerske står stadig. Og selv mener hun, at hun har en fordel i faget, hvis hun en dag bliver klar på at studere.

- Jeg har fået masser af insiderviden i forhold til sygeplejerske. Jeg kan mere, end sygeplejerskestuderende kan, griner hun.

Når noget trigger Emma, og hun bliver stresset, kommer flere af symptomerne i forbindelse med hjerneskaden særligt til udtryk. Det bliver svært for hende at kontrollere sine arme, ligesom hun stammer. Foto: Kim Dahl Hansen

Og så kunne hun godt tænke sig at starte et form for fællesskab for unge med en hjerneskade. Drømmene lever, og hvis kroppen giver hende lov, bliver de også ført ud i livet, forsikrer hun.

- Jeg viser hele verden, at jeg er stærk, fordi jeg stadig er her. Og det er jeg, siger hun og fortsætter, imens hun forsøger at løfte foden.

- Selvom jeg ikke rigtig kan, så har jeg lyst til at stampe i jorden og så sige, "Danmark, jeg er ikke forsvundet endnu". Jeg prøver at fokusere på, hvad jeg kan, men jeg kæmper med hele kroppen. Jeg siger til folk "husk at tage jeres vitaminer". Og når der er en elevator og en trappe, så tag trapperne, opfordrer hun.

Og så slutter hun med det, der ofte er en overlevelsesmekanisme for mennesker, der har været udsat for noget livsomvæltende, absurd eller surrealistisk. Humor.

- Jeg plejer at sige, at når jeg er ung og har en hjerneskade, så får jeg ikke en, når jeg er ældre, smiler hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden