Erfaren købmand giver stafetten videre - men ikke til hvem som helst
Den nye købmand beundrer sin fars arbejde, men ser frem til at finde sin egen vej
Opdateret kl. 17:56
Sommetider falder æblet ikke langt fra stammen.
I hvert fald ikke når det gælder den nordjyske familie, der siden 1909 har drevet købmandsforretning.
For selvom 27-årige Peter Andersen i første omgang valgte at gå en anden vej, var det i jobbet som købmand, han fandt sin rette hylde. En hylde, som han nu får lov til at sætte sit helt eget præg på.
I slutningen af maj overtager han nemlig nøglerne til Meny-butikken på Tinghøjgade i Saltum, der indtil nu har været drevet af hans far Rikard Andersen i tæt samspil med hustruen Lene Thomsen. Det skriver Meny Saltum i en pressemeddelelse.
- Min far ringede og opfordrede mig til at prøve kræfter med købmandslivet. Jeg fik mulighed for at besøge flere Meny-butikker og se, hvordan de drev forretning. Efter kort tid som købmand vidste jeg, at det var vejen for mig, siger Peter Andersen, der for to år siden lagde revisor-karrieren på hylden til fordel for købmandsfaget.
Siden da har far og søn kørt parløb om driften af butikken. Det tætte samarbejde har de tænkt sig at fortsætte, selvom det fra slutningen af maj bliver Peter Andersen opgave at udvikle butikken i den retning, han ønsker.
- Butikken er gennem årene løftet til nye højder, og min fars tilgang til arbejdet er noget, jeg beundrer. Jeg vil fortsætte i samme spor, men jeg ser også frem til at finde min egen vej som købmand, siger Peter Andersen.
En drøm for hele familien
Også mor og kollega til Peter Andersen, Lene Thomsen, vil fortsat bistå med erfaring og støtte, men hun er helt tryg ved, at det er sønnen, der tager stafetten videre:
- Det har altid været en drøm for os, at familien kunne føre købmandsforretningen videre - og nu ser vi det ske, siger hun.
Købmand Rikard Andersen, som har drevet butikken i 33 år, glæder sig over, at købmandskabet nu får lov at overgå til den femte generation i familien:
- Jeg synes, det giver god mening med en glidende overgang. Jeg er glad for at kunne dele mine erfaringer og sende Peter videre i en tryg retning. Med det er også vigtigt, at han finder sin egen måde at være købmand på - ligesom jeg har gjort, siger han.
Generationsskiftet fejres med en stor fest 24. maj i Meny Saltum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.