Er Brovst eller Aabybro mest attraktiv: Politikere uenige om placering af ny tandklinik

En ting er politikerne dog enige om: Der skal etableres en ny tandklinik

Spørgsmålet er, hvilken placering af en ny tandklinik er den mest optimale i forhold til rekruttering af personale. Det svar skal politikerne finde frem til på torsdagens kommunalbestyrelsesmøde. <i>Arkivfoto: Nicolas Cho Meier</i>

Spørgsmålet er, hvilken placering af en ny tandklinik er den mest optimale i forhold til rekruttering af personale. Det svar skal politikerne finde frem til på torsdagens kommunalbestyrelsesmøde. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

JAMMERBUGT:Der er lagt op til debat, når kommunalbestyrelsen torsdag skal drøfte placeringen af en ny tandklinik i Jammerbugt Kommune. Der er enighed om, at man skal samle aktiviteterne i èn klinik. Til gengæld hersker der vild uenighed om, hvor den nye klinik skal være. Skal det være Brovst eller Aabybro og hvilken argumentation skal ligge til grund for beslutningen?

Et flertal i Børne- og Familieudvalget taler for en Brovst-placering, mens de to socialdemokratiske udvalgsmedlemmer er af den holdning, at klinikken skal placeres i Aabybro - blandt andet på grund af muligheden for at rekruttere personale. 

Kamp om tandlæger

- Vi er i stærk konkurrence med resten af Nordjylland om tandlæger. Jeg mener, at en ny fælles klinik i Aabybro, på grund af dens nærhed til Aalborg, vil være med til at gøre vores tandpleje mere attraktiv som arbejdsplads, siger Susanne Møller Jensen (S), der er formand for Børne- og Familieudvalget.

I øjeblikket er der fire tandklinikker i Jammerbugt Kommune, men det er vanskeligt at rekruttere tandlæger til at bemande fire klinikker, og af samme grund er klinikken i Fjerritslev midlertidigt lukket. Pt. er der 3,9 tandlæger,  men der er behov for 5,2 tandlæger til at tage vare på tandsundheden hos omkring 7.800 børn og unge mellem 0-18 år. Udover den midlertidige lukning af klinikken i Fjerritslev har de manglende personaleressourcer medført, at børn må vente næsten tre år på at komme til undersøgelse.

- Kommunens servicemål er besluttet til 15 måneder, så det er ikke tilfredsstillende, at børn med den bedste tandsundhed må vente så længe, men vi kan ikke trylle. Selv om personalet har været fleksibelt og taget lørdage i brug, er vi fortsat bagefter, og her er ansættelsen af mere personale en forudsætning, siger Susanne Møller Jensen.

Personale advarer mod Brovst

Medarbejderne i den kommunale tandpleje har i en skrivelse udtrykt bekymring for en placering af en klinik i Brovst: Hvis klinikken placeres andre steder i kommunen, f.eks. i Brovst, så tør vi ikke tænke på konsekvenserne for Tandplejens fremtid og dermed borgerne i Jammerbugt Kommune, skriver den samlede medarbejdergruppe.

Medlem af og næstformand i Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm (V), anerkender medarbejdernes synspunkt, men for hende er der ingen tvivl om, at en ny klinik bør opføres i forbindelse med Brovst Sundhedshus.

- I lighed med at vi har understøttet Fjerritslev som uddannelsesby med opførelse af ungdomsboliger ved Fjerritslev Gymnasium, har vi en strategi om at understøtte Brovst som sundhedsby. Her er der i forvejen tilknyttet mange forskellige sundhedspersoner, som betyder, at man bliver en del af et professionelt sundhedsfagligt miljø, siger Ulla Flintholm.

- Jeg er ikke tonedøv i forhold til personalets holdning, men det er politikernes opgave at træffe de overordnede beslutninger, siger hun og mener ikke, at en placering i Brovst vil få konsekvenser for mulighederne for at rekruttere tandlæger.

- Får vi skabt et attraktivt arbejdsmiljø med samarbejde på tværs af forskellige faggrupper, vil vi overordnet få nemmere ved at rekruttere ikke blot tandlæger, men sundhedspersonale generelt, siger hun. 

Skævvridning af kommunen

Flere har givet udtryk for, at en placering af klinikken i Aabybro er med til at skævvride kommunen?

- Det kan godt være, at nogen vil kalde det for en skævvridning, men det må jeg lukke øjnene for. Det handler om børnenes tandsundhed, og desuden er 41 procent af kommunens børn og unge i dag allerede tilknyttet klinikken i Aabybro, siger Susanne Møller Jensen.

Uanset hvilken placering der vælges, vil det betyde, at nogle får længere til tandlægen. Derfor havde Anne-Mette Ulstrup (DF) gerne set, at det havde været muligt at opretholde alle fire klinikker.

- Jeg havde gerne set, at vi kunne have en klinik i hver hovedby, men det er ikke muligt. Derfor har jeg valgt at følge flertallet og pege på Brovst, fordi det er sundhedsbyen, og fordi det er centralt i forhold til brugerne, siger hun.

- Jeg bor i Nørhalne og har altid måttet køre mine børn til tandlæge, og det er der mange, der gør. Nu får de måske 40 minutter til tandlægen i stedet for 20 minutter, og det er naturligvis træls, men jeg tror på, at vi får en bedre bemanding på klinikken, hvis en ny klinik bliver placeret i Aabybro, siger Susanne Møller Jensen og tilføjer, at der kører direkte busser til Aabybro fra hele kommunen.

Fra fire til en tandklinik i Jammerbugt Kommune

  • Ved at have blot èn klinik bliver der større mulighed for faglig sparring mellem tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, som resulterer i, at man får en mere attraktiv arbejdsplads. Desuden vil det betyde, at klinikken er mindre sårbar i forhold til sygdom og ferier.
  • Ved at samle de fire nuværende tandklinikker til èn samlet klinik, vil kommunen årligt kunne hente en driftsbesparelse på 300.000-425.000 kroner. 
  • Tandplejen i Jammerbugt Kommune består af fire klinikker. I 2022 har Tandplejen et budget på ca. 15,9 mio. kr. og 22 personer ansat svarende til omtrent 19,0 årsværk. Personalet er fordelt på følgende klinikker: Kaas tandklinik, Aabybro tandklinik, Fjerritslev tandklinik (midlertidigt lukket) og Brovst tandklinik.

Jammerbugt Kommune

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden