Fårup Sommerland føler sig forbigået: Nu lancerer de nye billige billetter til nordjyderne
Corona-følgerne og det efterårsagtige sommervejr har betydet, at Fårup Sommerland har haft lang færre gæster end de plejer

Arkivfoto Foto: Torben Hansen
BLOKHUS:Corona-nedlukningen betød i første omgang, at Fårup Sommerland måtte udskyde sæsonstarten, som efter genåbningen ikke er kommet på niveau med en helt normal sommer.
Corona-restriktionerne tager toppen af glæden, og det har tilsyneladende fået mange til at køre udenom det store sommerland.
- Vi kæmper, som så mange andre i branchen, med at holde skindet på næsen i denne sæson, og det har naturligvis gjort situationen ekstra udfordrende, at forlystelsesparkerne ikke har været en del af regeringens sommerpakke. Det har blandt andet betydet, at potentielle gæster har fravalgt os til fordel for billigere alternativer denne sæson, skriver direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen i en pressemeddelelse.
Sommerpakken, som regeringen indførte, har blandt andet betydet, at museer, Nordsøen Oceanarium og Aalborg Zoo har kunnet tilbyde sommergæsterne billigere billetter, for så at få differencen betalt af staten.
Den mulighed har Fårup Sommerland ikke haft, så nu lancerer de deres egen sensommerpakke.
- Vi har igennem sommeren set, hvordan attraktionerne, der er inkluderet i sommerpakken, har haft mange besøgende – det gælder også de nordjyske gæster, som vi har savnet i denne sæson. Med en forhåbning om at kunne tiltrække nogle flere nordjyder i parken de kommende måneder lancerer vi derfor vores egen sensommerpakke med en fordelagtig pris på sæsonkort og 15.000 billetter med rabat, skriver Niels Jørgen Jensen.
Med sensommerpakken kan gæsterne spare op til 140 kr. pr. billet, og de sælges efter først til mølle-princippet. For at få fingrene i de billige billetter er det således om at være i god tid, for de første der køber, får den laveste pris, som starter på 150 kr. pr. billet, skriver Fårup Sommerland i pressemeddelelsen.
Billetterne skal bestilles via sommerlandets hjemmeside.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.