Trafikulykke

Frontalsammenstød spærrede vej: En mand i kritisk tilstand

Politi, ambulance og beredskab er færdige med oprydningsarbejdet på ulykkesstedet

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Opdateret 25. februar 2020 kl. 07:18

BIRKELSE: To biler stødte ved 16.45-tiden mandag eftermiddag sammen på Thisted Landevej ved Birkelse.

Det oplyser vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi.

Politi, ambulance og Nordjyllands Beredskab var på stedet kort efter.

En af de to bilers fører - en mand - er i kritisk tilstand. Han blev ifølge vagtchefen kørt fra stedet i ambulance til Aalborg Universitetshospital med politieskorte, mens to personer i den modkørende bil kom lettere til skade. De er kørt til skadestuen på Aalborg Universitetshospital til tjek for deres skader.

Thisted Landevej var helt spærret, fortæller Torben Larsen, som havde en patrulje til at dirigere trafikken fra omkørslen ved Aabybro.

Herfra skulle man køre ligeud og via Ryå for at komme omkring ulykkesstedet.

I forbindelse med frontalsammenstødet blev yderligere to biler impliceret i ulykken, da de ikke kunne undgå at køre ind i de to første biler. Ingen af personerne i de to sidst implicerede biler skulle være kommet noget til.

En tilkaldt bilinspektør har ved 19-tiden afsluttet sine undersøgelser på stedet, og Thisted Landevej er igen åbnet for trafik, oplyser Nordjyllands Politi på Twitter ved 19.10-tiden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden