Fuld skrue efter corona: Fårup Sommerland har sjældent haft så mange gæster

Kun i 2011 og 2013 har Fårup Sommerland oplevet at have flere besøgende end denne sæson - og efterårsferien satte rekord

Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

BLOKHUS:Det tredjehøjeste antal besøg i parkens historie.

Det er konklusionen på denne sæson for Fårup Sommerland, som efter en kæmpe slutspurt i efterårsferien nu har kunnet gøre status og skrive året ind i historiebøgerne.

607.587 gæster har lagt vejen forbi forlystelsesparken, siden sæsonen begyndte den 30. april - og det er det højeste antal siden 2013. Alene i efterårsferien havde parken over 80.000 gæster, og det er den travleste efterårsferie nogensinde, meddeler Fårup Sommerlands ledelse i en pressemeddelelse.

- Det er med både ydmyghed og selvfølgelig en enorm stolthed, vi ser tilbage på dette års sæson. Da vi måtte indlede året med en række coronarestriktioner såsom corona-pas, krav om mundbind og afspritning, stod det hverken i sol, måne eller stjerner, at vi skulle opleve så stor en opbakning fra vores gæster. Derfor er vi utroligt beærede over, at vi nu kan se tilbage på det højeste besøgstal siden 2013, og vi føler nu, at vi er tilbage på rette spor efter et udfordrende 2020, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Normalt har parken cirka 70.000 gæster om året fra Norge, men denne sommer har der stort set ingen været på grund af de restriktive rejseregler. Samtidig har besøgende fra idrætsbegivenheder og store grupper spillet en væsentlig mindre rolle i 2021 sammenlignet med tidligere år.

I stedet har et tiltag som eventet Lysfald trukket gæster til dette efterår. Og næste år kan besøgende glæde sig til at sætte sig op i Fårup Sommerlands nyeste rutsjebane, Fønix, som åbner i påsken 2022.

- Vores nyeste tiltag, Lysfald, hvor parken i aftentimerne har været klædt i alverdens lys og farver, har vist sig at være et af vores bedste events gennem tiden med rigtig mange besøgende. Derudover er der blevet taget virkelig godt imod nyheden om Fønix, hvilket samlet set bestyrker os i troen på den strategi, vi har lagt for at kunne tackle omstændighederne forårsaget af Covid-19, siger direktør Niels Jørgen Jensen.

- Vi har haft den tilgang, at vi ville bevare et højt aktivitetsniveau, skabe fornyelser i parken og investere os ud af coronakrisen. Den formel har for Fårup Sommerland vist sig at være den rigtige, og derfor har vi også store forventninger til næste år, når vi klipper snoren til Danmarks største rutsjebane, fortsætter han.

Forlystelsesparken har desuden oplevet fremgang på Hotel Fårup, som over hele sæsonen har haft en belægningsprocent på 89 procent. Normalt ligger det tal på 70 procent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.