Beredskab

Gasudslip: Beredskab styrede gas væk fra huse

Brud på gasledning i Nørhalne tirsdag eftermiddag

Tirsdag eftermiddag skete der et brud på en gasledning i Nørhalne.
Tirsdag eftermiddag skete der et brud på en gasledning i Nørhalne. Foto: Lars Pauli

Der blev rykket ud for fuld musik fra både Nordjyllands Beredskab og politiet, da der tirsdag eftermiddag blev slået hul på en naturgasledning.

Det var i Nørhalne i Jammerbugt Kommune.

Alarmen lød klokken 15.08, og indsatsleder Jacob Kolind fra beredskabet kunne klokken 15.55 fortælle, at der var helt styr på situationen.

- Gassen blev ikke antændt, og en tekniker var hurtig til at få lukket gasledningen og repareret den, fortæller Jacob Kolind.

Bruddet skete på Bakmøllevej i forbindelse med, at der lægges fjernvarme ind til husene i området. Det var en stikledning ind til et af husene, der ved en fejl fik et mindre brud.

- Først skærmede vi husene i området ved at styre gassen væk fra dem ved hjælp af vandtåge. Desuden blev husene tømt for beboere, og så har vi sikret, at der ikke er gas i husene ved hjælp af måleudstyr, fortæller Jacob Kolind.

Bakmøllevej var i forvejen spærret for trafik på grund af gravearbejdet. Politiet sikrede, at der ikke kom andre personer ind i fareområdet.

Men der var altså hurtigt styr på situationen, så beredskabet kunne vende hjem igen kort før klokken 16, og ingen kom noget til.

Gå til relaterede emner

Forsiden