Hastighedsovertrædelser

Høj hastighed, burnouts og 15-årig bag rattet - politiet havde travlt på stranden

Og på vej til stranden snuppede færdselspolitiet også to bilister på motorvejen, der havde trådt pedalen i bund

BLOKHUS/LØKKEN:Torsdag var færdselspolitiet en tur forbi stranden ved Blokhus og Løkken for at holde øje med strandtrafikken.

Og det resulterede i flere sager på bødeblokken.

Baggrunden for kontrollen var flere henvendelser fra borgere, der havde et ønske om, at der kom politi til stede på stranden.

Og det var heller ikke al trafik på stranden, der var reglementeret.

Tre bilister fik en betinget frakendelse af kørekortet for kørsel på mere end det dobbelt af det tilladte – dvs. over 60 km/t., hvor man kun må køre 30 km/t. Derudover var der to sager med klip i kørekortet for hastighed, ligesom fire blev sigtet for at lave såkaldte burnouts.

Og så blev en kvinde sigtet for at overlade føringen af sin bil til sin 15-årige søn.

- Man skal tænke sig godt om og køre ordentligt, når man er på stranden. Der er rigtig mange mennesker til stede der om sommeren – så det er med god grund, at hastighedsgrænsen er på 30 km/t, siger politikommissær Thomas Ottesen.

Sidegevinst på motorvejen

Politiet fik også en "sidegevinst" med sig, da færdselsbetjentene var på vej til og fra strandkontrollen.

På motorvejen standsede de nemlig to biler, der kørte alt for stærkt: Henholdsvis 187 km/t. og 191 km/t.

Nordjyllands Politis færdselsindsats fortsætter hen over sommeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.