Lokalpolitik

Jammerbugt får en kvindelig borgmesterkandidat

Socialdemokratiets Diane Aarestrup skal tage kampen op mod borgmester Mogens Gade i Jammerbugt Kommune

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

JAMMERBUGT:Når kommunalvalget i Danmark løber af stablen i 2021, så skal Mogens Gade (V) og Diane Aarestrup (S) kæmpe om pladsen som borgmester i Jammerbugt Kommune.

Det står klart efter en urafstemning blandt medlemmerne af Socialdemokratiet i Jammerbugt. Den sluttede ved midnat onsdag aften.

Her fik Diane Aarestrup 54,9 procent af stemmerne, mens Per Halsboe-Larsen fik 41,4 procent.

- Jeg har kun seks år i kommunalbestyrelsen bag mig, så jeg kan ikke hamle op med Mogens Gade på erfaringen. Jeg skal være mig selv og tro på, at jeg kommer med noget, som borgerne vil have. Jeg kommer ikke til at stå og råbe op om at vippe Mogens af pinden, men jeg skal prøve på det og tro på, at jeg kan gøre det, siger Diane Aarestrup.

Hun er glad for valget, der er sket i en demokratisk proces, efter Jens Christian Golding ikke længere ønskede at være borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.

- Vælgerne har jo stemt, og vi har haft muligheden for at præsentere os. Per og jeg har bakket hinanden op, og jeg synes, at det har været godt for demokratiet, at medlemmerne fik indflydelse på den her beslutning, siger hun.

Formand i Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune, Mary-Ann Sørensen, er også glad for afviklingen af den urafstemning, der endte i Diane Aarestrups favør.

- Hele byrådsgruppen og medlemmerne er sammen om at nå vores ambition om at få en ny og kvindelig borgmester. Der var ikke en masse dramatik i det, og der var ikke alt for mange blanke stemmer. Det er jeg glad for, siger hun.

Diane Aarestrup bor i Pandrup og arbejder til dagligt som ledende sundhedsplejerske i Jammerbugt Kommune.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.