Kommune udbyder jord for billigt, mener K-politiker

Jammerbugt Kommune udbyder et areal på knap 8.000 kvadratmeter i Blokhus - Jørgen Ravn Christensen (K) havde gerne set, at udbudsmaterialet havde været bredere for at opnå en bedre pris.

Det er dette stykke jord ved siden af campingpladsen i Blokhus, som er udbudt til salg. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Det er dette stykke jord ved siden af campingpladsen i Blokhus, som er udbudt til salg. Foto: Lars Pauli

BLOKHUS:Et areal lidt større end en fodboldbane udbydes i øjeblikket til salg af  Jammerbugt Kommune. Arealet, der støder op til Blokhus By Camping og Gateway Blokhus, fungerer i øjeblikket som en blanding af rekreativt område med borde og bænke, cykelsti og endvidere er der fra arealet indgang til campingpladsen.

Nu ønsker Jammerbugt Kommune at afhænde arealet, og har derfor haft EDC Erhverv til at vurdere, hvad arealet kan indbringe. Det fremgår af en aktindsigt, som NORDJYSKE har fået.

I forbindelse med vurderingen er der taget udgangspunkt i tre forskellige scenarier. Et hvor arealet skal bruges til campingformål, autocampere og el-ladestandere. En anden vurdering tager udgangspunkt i en anvendelse med tilladelse til tæt-lav eller parcelhusbebyggelse. Og endelig er der en vurdering, hvor prisen er sat ud fra, at arealet skal anvendes til rekreative-, fritids- eller turistformål. 

Et flertal i økonomiudvalget besluttede på dets møde i maj at udbyde arealet til anvendelse til campingformål. Denne beslutning stemte Jørgen Ravn Christensen (K) imidlertid imod.

- Hvis Jammerbugt Kommune skal sælge jord, bør det ske til højest mulige pris. Her vurderer jeg, at prisen vil være højere, hvis vi vælger boligmodellen frem for de to andre, siger Jørgen Ravn Christensen (K). 

- Det er et meget snævert udbudsmateriale, som indikerer, at det er designet til, at der kun er en køber, der kan være interesseret i dette areal - nemlig campingpladsen, siger han.

Ifølge borgmester Mogens Chr. Gade (V) er projektet en udløber af arbejdet med "Kommuneplan 2022", hvor borgerne fik mulighed for at komme med forslag til projekter.

- Dette her er et ud af seks-syv projekter, som borgere har henvendt sig til kommunen om. For ikke at forsinke vedtagelsen af kommuneplanen besluttede en samlet kommunalbestyrelse at tage projekterne op efterfølgende, siger Mogens Chr. Gade (V).

- Det gør vi så nu ved at afsøge, om det projekt, som Blokhus Camping ønsker, er en god idé.

Ifølge oplægget fra forvaltningen er der "pt. ikke andre planer med arealet, udover dets nuværende funktion. Ud fra et planmæssigt synspunkt kan det dog være hensigtsmæssigt at bevare denne type meget centrale arealer, da de udgør gode potentialer for byudvikling eller som støttepunkter for en udvikling i området".

Økonomiudvalget har i dette tilfælde valgt ikke at følge forvaltningens anbefaling, og det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, påpeger både Mogens Chr. Gade (V) og Jørgen Ravn Christensen (K).

- Forvaltningen har formentlig udarbejdet den indstilling med tanke på, at der har været forslag om at lave en rambla. Men i sidste ende er det op til kommunalbestyrelsen at træffe den politiske beslutning, siger borgmesteren. 

I forvaltningens indstilling står der desuden følgende:

"Det antages, at arealet har en væsentlig større værdi, hvis man for eksempel politisk er indstillet på, at arealet fremadrettet kan anvendes til helårsbebyggelse, end hvis arealet udelukkende kan anvendes til campingformål". Derfor stiller Jørgen Ravn Christensen spørgsmålstegn ved at lægge sig fast på et salg målrettet campingformål.

- Vi vælger at gå imod en indstilling fra forvaltningen - ikke at vi ikke må det. Men dens vurdering er, at det er fornuftigt at beholde arealet, og derfor er min holdning, at hvis vi så alligevel vælger at sælge, skal vi sørge for højest mulige pris, siger Jørgen Ravn Christensen (K), der gerne havde set, at der var sat en minimumspris på jorden.

Mogens Chr. Gade (V) oplyser, at det bliver op til den samlede kommunalbestyrelse at tage stilling til den endelige pris og betingelser, når udbudsfristen udløber den 10. august.

- Vi skal alle i kommunalbestyrelsen tage stilling til prisen og til de betingelser, som dette projekt er udbudt på, siger Mogens Chr. Gade.

Vælger kommunalbestyrelsen at sige ja til projektet, vil det kræve udarbejdelse af et lokalplansforslag, ligesom det vil kræve en flytning af cykelstien og af gadelys. En udgift på omkring 875.000 kroner, som køber i givet fald skal afholde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.