Medarbejdere er skuffede: - Beslutning er et politisk spil

Ansatte i tandplejen i Jammerbugt er rystede over placeringen af ny tandklinik

Beslutningen om, at den kommunale tandpleje skal samles i Brovst, skaber bekymring hos medarbejderne. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Beslutningen om, at den kommunale tandpleje skal samles i Brovst, skaber bekymring hos medarbejderne. Arkivfoto: Lars Pauli

JAMMERBUGT:- Vi er rystede og er virkelige kede af det.

Sådan lyder det samstemmende fra tillidsrepræsentant Line Meulengracht og Susan Wallentin, der begge arbejder i tandplejen i Jammerbugt Kommune, efter et flertal i kommunalbestyrelsen torsdag aften vedtog, at en ny tandklinik skal opføres i Brovst.

- Stemningen på klinikken er virkeligt nedtrykt. Vi føler, at der er tale om et politisk spil, og at det er en kamp mellem den østlige og vestlige del af kommunen. Det burde i stedet handle om tandplejen i Jammerbugt Kommune, og om hvordan vi sikrer, at vi kan rekruttere personale, så vi kan opnå den tandsundhed, som vi gerne vil, siger Susan Wallentin.

Jammerbugt Kommune har i dag fire tandklinikker, men det er vanskeligt at rekruttere personale til at bemande fire klinikker, og personalet har gennem flere år været pressede pga. situationen. Det har haft den konsekvens, at børn med den bedste tandsundhed må vente op til tre år for at komme til en undersøgelse. 

For dels at sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne og dels sikre, at det bliver nemmere at rekruttere medarbejdere, er medarbejdere og politikere enige om, at der skal etableres én tandklinik i Jammerbugt Kommune, men når det kommer til placering af denne, hører enigheden op.

Det kom i den grad til udtryk ved torsdagens kommunalbestyrelsesmøde, hvor også mange medarbejdere fra tandplejen var til stede. Et mindretal på 12 kommunalbestyrelsesmedlemmer er overbevist om, at en placering i Aabybro vil gøre det lettere at tiltrække tandlæger fra Aalborg. Endvidere slog de til lyd for, at Aabybro er et trafikalt knudepunkt i Jammerbugt Kommune, hvilket betyder, at det er nemt at benytte kollektiv trafik. Desuden bør det spille ind, at 41 procent af kommunens børn og unge i dag allerede er tilknyttet klinikken i Aabybro.

15 kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte imidlertid for en placering i Brovst ud fra visionen om, at Brovst skal være en sundhedsby. Desuden er overbevisningen, at det vil være attraktivt at arbejde i et arbejdsmiljø, hvor der findes andre sundhedsfaglige personer så som ergoterapeuter, læger og paramedicinere.

Dermed blev beslutningen, at en ny klinik skal placeres i Brovst - til stor frustration for de ansatte.

- Vi anerkender, at de har lyttet til os i forhold til at samle fire klinikker til én klinik. Mht. placering har et enigt MED-system (red.: medindflydelse og medbestemmelse) indstillet, at en ny klinik bør være i Aabybro, så det er noget af en mavepumper, vi har fået, og vi er dybt bekymret for vores arbejdsplads, siger tillidsrepræsentant Line Meulengracht.

- Vi har meget vanskeligt ved at se, hvordan vi kan bruge sparring med eksempelvis en paramediciner eller en ergoterapeut til noget. Det eneste vi vil have til fælles, er adressen. Vi har udelukkende brug for sparring med kollegaer indenfor samme område, siger hun.

Hvorfor er I så sikre på, at det vil blive svært at rekruttere til en klinik i Brovst?

- Vi har haft kollegaer, som har valgt at sige op på grund af afstand. Vi oplever, at de medarbejdere der pt. er ansat i Jammerbugt Kommune, beder om lov til at få mulighed for at arbejde på klinikken i Aabybro, så vi føler os ret overbeviste om, at en beliggenhed tæt på Aalborg er vigtig i forhold til nyansættelser, siger Line Meulengracht.

Hendes kollega Susan Wallentin er enig:

- Vi kan holde til at være pressede i en periode, når man aner, at der er lys for enden af tunnelen. Men nu har de sat en låge i for enden af den tunnel, og nu er der totalt mørkt.

Spørgsmålet om placeringen fylder ikke blot hos medarbejderne. Der har også været en underskriftsindsamling blandt borgerne, og onsdag blev der afleveret 660 underskrifter på rådhuset i Aabybro. Men heller ikke det overbeviste altså flertallet.

Fra fire til en tandklinik i Jammerbugt Kommune

  • Pt. er der 3,9 tandlæger, men der er behov for 5,2 tandlæger til at tage vare på tandsundheden hos omkring 7.800 børn og unge mellem 0-18 år.
  • Ved at have blot én klinik bliver der større mulighed for faglig sparring mellem tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, som resulterer i, at man får en mere attraktiv arbejdsplads. Desuden vil det betyde, at klinikken er mindre sårbar i forhold til sygdom og ferier.
  • Ved at samle de fire nuværende tandklinikker til én samlet klinik, vil kommunen årligt kunne hente en driftsbesparelse på 300.000-425.000 kroner.

Jammerbugt Kommune

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden