Skattesnyd

Nordjysk direktør skal betale kæmpebøde efter millionsvindel

Sagen er så gammel, at han undgår at komme i fængsel

Sagen handler om flere millioner kroner. Arkivfoto: Torben Hansen

Sagen handler om flere millioner kroner. Arkivfoto: Torben Hansen

JAMMERBUGT:En 53-årig mand fra Jammerbugt-området blev torsdag ved Retten i Hjørring dømt for moms- og skatteunddragelse til flere millioner kroner.

Snyderiet foregik tilbage i årene 2011 til 2013, og fordi sagen er så gammel, slap manden med et års betinget fængsel. Dermed undgår han at komme bag tremmer.

Han undgår dog ikke at skulle betale et stort millionbeløb til statskassen. Samtlige 6,3 millioner kroner fra moms- og skatteunddragelsen skal betales tilbage til Skat, og samtidig blev han idømt en bøde på 3,15 millioner kroner.

I alt skal den 53-årige altså betale næsten 9,5 millioner kroner, bestemte retten.

Den 53-årige var direktør i et firma, der udlejede østeuropæisk arbejdskraft til blandt andet landbruget, minkfarme og rengøring.

Han skaffede kontrakterne hjem og stod for betaling af regninger. Men ifølge dommen har han givet urigtige oplysninger til Skat, som dermed gik glip af sammenlagt 6,3 millioner kr. i skat og moms, oplyser anklager Peter Møller Nielsen fra Nordjyllands Politi.

Den 53-årige nægtede sig skyldig, og han overvejer, om dommen skal ankes til landsretten.

- Nu skal vi først nærlæse dommen, siger hans forsvarer, advokat Søren Beckermann.

Ifølge anklageren fandt retten det bevist, at den 53-årig mand havde begået den omfattende moms- og skatteunddragelse med vilje.

I sådan en sag vil bøden normalt være på samme størrelse som skatte- og momsunddragelsen.

Men på grund af den lange sagsbehandlingstid - og at sagen er så gammel - valgte retten at halvere bøden til de 3,15 millioner kroner. Af samme grund blev fængselsstraffen gjort betinget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.