Fiskeri

De blev et hit på tv - nu sælges kystfiskerkutter

Erfaren skipper stopper - nu kan du overtage kutter og fiskekvoter

Kutteren HM33 Kikani på Thorup Strand er sat til salg.
Kutteren HM33 Kikani på Thorup Strand er sat til salg. Privatfoto

Opdateret kl. 07:25

Husker du den populære tv-serie "Gutterne på kutterne" om de unge kystfiskere på Thorup Strand i Nordjylland?

Nu kan du blive en af dem - hvis du selv er erfaren fisker og har mod på det.

Karsten Nielsen, skipper på kutteren HM 33 "Kikani", har nu i stedet valgt at fiske med en garnjolle fra Thorup Strand, efter han rundede de 70 år. Derfor leder Thorupstrand Kystfiskerlaug efter den helt rigtige arvtager.

Fortsat fra stranden

HM33 er en forholdsvis ny kutter, bygget i 2017 på Han Herred Havbådeværft i Slettestrand. Den er designet specielt til kystfiskeri, og det forudsættes da også, at den nye skipper vil fortsætte fiskeriet fra netop Thorup Strand.

Fartøjet ligger klar til fiskeri med garn og adgang til de kvoter, som kystfiskerlauget deles om. Det er også muligt at fiske med snurrevod.

Kystfiskeriet fra Thorup Strand har strakt sig over flere generationer. Arkivfoto: Lars Pauli

Otte millioner kr.

Kutteren blev bygget for otte millioner kroner, oplyser Thomas Højrup, formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug.

Men man behøver ikke at finansiere kutteren på én gang, hvis man vil overtage fartøjet.

Der kan laves forskellige ordninger, for eksempel en form for leasing eller køb af fartøjet, hvor man hver måned afdrager en aftalt procentdel, så man efter en årrække selv ejer fartøjet, oplyser Thorupstrand Kystfiskerlaug.

Lang tradition

Kystfiskerlauget er klar med råd og dåd, hvis man er interesseret i at overtage HM33.

Foreløbig har Kystfiskerlauget hørt fra to fiskere, der godt kunne være interesserede i at være med. Og altså fortsætte den lange tradition med kystfiskeri fra Thorup Strand, hvor kutterne hives op på stranden, når de ikke er til havs.

Kystfiskeriet foregår langt mere skånsomt end bomtrawl, oplyser kystfiskerlauget. Arkivfoto: Lars Pauli

På havet foregår kystfiskeriet med garn og snurrevod, som er langt mere skånsomt ved havbunden end bomtrawl, påpeger Thomas Højrup.

- Vi lever endnu med senfølgerne fra bomtrawlerne, men havet er ved at komme sig, siger han.

En livsstil

Som det tydeligt fremgik af tv-serien "Gutterne på kutterne", er det en livsstil at være kystfisker - at være én af gutterne. Derfor håber Thorupstrand Kystfiskerlaug, at de kan finde en helt rigtige til at overtage HM33 fra Karsten Nielsen.

Du kan læse mere om kystfiskeriet fra Thorup Strand på thorupstrandfisk.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden