Ansættelsesaftale

Ny direktør for forvaltning kender allerede jobbet rigtig godt

Diana Lübbert Pedersen har været konstitueret direktør for børne- og familieforvaltningen i Jammerbugt. Nu er hun fastansat

Diana Lübbert Pedersen er ny direktør for børne- og familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Diana Lübbert Pedersen er ny direktør for børne- og familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

JAMMERBUGT:Torsdag aften besluttede en samlet kommunalbestyrelse i Jammerbugt Kommune at ansætte Diana Lübbert Pedersen som ny direktør for børne- og familieforvaltningen.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hun kan dog næppe kaldes ny i jobbet, da hun allerede er konstitueret direktør for denne forvaltning og har været det siden marts, hvor Peter Mikael Andreasen fik nyt arbejde.

Diana Lübbert Pedersen har været ansat i Jammerbugt Kommune siden 2015, hvor hun tiltrådte stillingen som skole- og dagtilbudschef.

- Diana har vist, at hun kan bestride direktørposten til fulde. Det er et område, hun kender særdeles godt, og vi er glade for at få en kompetent og initiativrig chef på posten. Senest har Diana under coronakrisen vist, at hun formår at lede i en tid med store udfordringer og forandringer. Jeg glæder mig til at fortsætte det positive og konstruktive samarbejde med Diana, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).

Inden Diana Lübbert Pedersen kom til Jammerbugt Kommune, var hun stedfortræder for skolechefen i Randers Kommune og tidligere pædagogisk udviklingschef. Hun er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet i 2007 og har en diplomuddannelse i ledelse. Hun er 39 år og bor i Aalborg med Mikkel og deres datter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.