Pedal steel guitarens danske mester har fundet sit åndehul i Nordjylland

73-årige Nils Tuxen udskiftede juraen med musikken og blev en af Danmarks bedste pedal steel guitarister. Til dagligt bor han i Hamburg, men hver sommer går turen til Nordjylland, og musikken er med på ferien

Nils Tuxen er en anerkendt guitarist, som har optrådt med blandt andre Samantha Fox, Maggie Reilly, Roger Whittaker og Savage Rose. Han bor til daglig i Hamburg og ferierer hvert år i Slettestrand, hvor han nyder stedets fred og ro.

Nils Tuxen er en anerkendt guitarist, som har optrådt med blandt andre Samantha Fox, Maggie Reilly, Roger Whittaker og Savage Rose. Han bor til daglig i Hamburg og ferierer hvert år i Slettestrand, hvor han nyder stedets fred og ro.

SLETTESTRAND: Flere guitarer står linet op i den lejlighed, som i disse uger udgør 73-årige Nils Tuxens sommerbolig. Selv om han er på ferie i Nordjylland, er musikken fast følgesvend, nøjagtig som den har været, siden han var barn.

Som søn af en af Danmarks bedste klassiske dirigenter, Erik Tuxen, var det ikke unaturligt, at Nils Tuxen fandt passion for musik. Erik Tuxen var dirigent for DR's Radiosymfoniorkester og havde inden dannet desuden et stort orkester med nogle af tidens førende musikere - blandt andre Leo Mathiesen. Det lå imidlertid ikke lige for, at det skulle blive guitar og nærmere bestemt pedal-steelguitar, som blev Nils Tuxens levevej. 

Pedal-steelguitaren er en del af bagagen, når Nils Tuxen drager til Nordjylland.

Pedal-steelguitaren er en del af bagagen, når Nils Tuxen drager til Nordjylland.

Moderen insisterede på, at sønnike fik undervisning i klaver, men det holdt kort. Klaverlærerinden konstaterede: "Nils har ikke interesse for at spille klaver, han vil kun spille guitar", hvorefter han fik mulighed for at købe lærerindens guitar. På det tidspunkt var Nils Tuxen 12 år.

Han er opvokset i Vanløse - moderen var fra Aalborg, og mange af barndommens ferier gik til Nordjylland - blandt andet til Svinkløv Badehotel. En tradition som Nils Tuxen tog med sig videre i sit voksne liv. For 12 år siden blev ferieadressen udskiftet med Feriecenter Slettestrand, og det har Nils Tuxen og fruen ingen planer om at ændre på. Også Tuxens to døtre og fire børnebørn holder af at holde ferie i Nordjylland.

I mange år blev ferie holdt på Svinkløv Badehotel, men i de seneste 12 år har familien Tuxen holdt sommerferie på Feriecenter Slettestrand.

I mange år blev ferie holdt på Svinkløv Badehotel, men i de seneste 12 år har familien Tuxen holdt sommerferie på Feriecenter Slettestrand.

- Vi nyder naturen og den fred og ro, der er her. Desuden sætter vi pris på atmosfæren her på feriecenteret, som er helt vidunderlig, fortæller Nils Tuxen.

Spillede på den amerikanske base

I sommerferien inden det sidste år i gymnasiet begyndte han at spille i det dansk-skotske soulband "The Clan", men det var ikke umiddelbart noget, moderen satte pris på. Hun var opsat på, at sønnike skulle passe sin skolegang på gymnasiet.

- Selv om jeg var fyldt 18 år, kunne hun jo reelt ikke bestemme over mig. Men hun syntes, at det var hendes pligt at sikre, at jeg fik en uddannelse. Derfor stillede hun mig et ultimatum - hvis jeg fortsatte med at spille, skulle jeg flytte hjemmefra og klare mig selv, fortæller Nils Tuxen.

Den unge Tuxen valgte at passe gymnasiet men fik dog tilladelse til at bruge sin juleferie på en turné til Grønland, hvor bandet skulle spille på den amerikanske base i Sdr. Strømfjord. 

- Det var min første flyvetur og det gjorde stort indtryk på mig at møde det amerikanske militær, siger Nils Tuxen.

Efter endt studentereksamen kunne han på ny hellige sig musikken, og i 1968 kom han med som guitarist i bandet Savage Rose, hvor han afløste Flemming Ostermann. Han var med i bandet indtil 1971, og det var en periode, som fik stor betydning og bød på mange oplevelser, fortæller Nils Tuxen. 

- I 1969 tog vi på turné til USA for at spille på Newport Jazz Festival. På det tidspunkt var Savage Rose en forholdsvis ukendt dansk gruppe, og det var første gang, at der skulle spilles andet end jazz på den festival, siger han.

Bandet "Sly and the Family Stone", der var en amerikansk soulgruppe, skulle på scenen før Savage Rose. Her fik publikum mulighed for at høre andet end jazz, og det satte for alvor skub i festen.

- På et tidspunkt blev der affyret fyrværkeri ind i folkemængden, og arrangørerne besluttede, at der ikke skulle spilles mere rock denne aften. Derfor blev vi skubbet til dagen efter, hvor vi skulle spille efter James Brown, fortæller Nils Tuxen.

Savage Rose gav under USA-turnéen også koncert i Philadelphia, og desuden skulle bandet indspille en plade, som Johnny Reimar var producer på.

Første møde med pedal-steelguitar

I 1968 udgav det amerikanske band "The Byrds" pladen "Sweetheart of the Rodeo", og den plade blev skelsættende for Nils Tuxen.

- Jeg hørte pedal-steel-guitaren for første gang, da jeg hørte pladen, og instrumentet kom til at fylde mit liv, siger han.

Da Nils Tuxen hørte "Sweetheart of the Rodeo", gik jagten ind på at finde den helt rigtige pedal-steelguitar.

Da Nils Tuxen hørte "Sweetheart of the Rodeo", gik jagten ind på at finde den helt rigtige pedal-steelguitar.

Selv ejede han en Hawaii-guitar, men den havde ikke den rigtige lyd, så han indledte jagten, og han fandt en i Sverige, som dog senere viste sig ikke at være den rigtige.

Det erfarede han, da han i 1970 endnu engang var på turné med Savage Rose i USA. 

- Jeg havde lige fået min første Fender-pedel-steelguitar, men jeg valgte ikke at tage den med til USA, eftersom jeg kun havde haft den i kort tid.

Brugte sine sparepenge 

I forbindelse med turnéen boede bandet i længere periode i møblerede lejligheder i Los Angeles, og ved en tilfældighed faldt Nils Tuxen og Jens Rugsted, på gaden uden for den kendte musikklub "Whisky á gogo", i snak med en pige, som Nils Tuxen havde mødt, da de sommeren før spillede på Newport Festival.

- Helt surrealistisk stødte jeg igen på pigen fra festivalen, og hun var lige blevet smidt ud af klubben, fordi hun ikke havde sko på. Hun fortalte, at hendes veninde skulle synge på klubben om aftenen, og en der hed Buddy Emmons skulle spille, fortæller Nils Tuxen.

I parentes bemærket er Emmons blevet betragtet som verdens førende pedal-steelguitarist, og pigens veninde, der skulle spille på klubben, blev senere kendt under navnet Linda Ronstadt og bandets øvrige medlemmer blev verdenskendte under navnet "Eagles".

- Jeg var nødt til at høre den koncert på den klub, og jeg kunne straks høre, at det netop var den standard, det skulle være, i stedet for den jeg lige havde købt, fortæller Nils Tuxen, der efterfølgende opsøgte Buddy Emmons.

- Jeg sagde til ham, om ikke han kunne hjælpe den eneste danske steelguitarist i verden. Herefter ringede jeg til min mor og sagde, at hun var nødt til at sende alle mine penge til USA, for jeg skulle bare have en Emmons-guitar.

Buddy Emmons fik tilsendt 850 dollars, og Nils Tuxen fik sin pedal-steelguitar

- Jeg sagde til min mor, at jeg troede, at det var det bedste, jeg havde gjort, og det var det også, for den har formet mit liv, siger han.

Nils Tuxen fandt den helt rette pedal-steelguitar i USA.

Nils Tuxen fandt den helt rette pedal-steelguitar i USA.

Hjemme i Danmark fik han sit første job som studiemusiker og den musikalske karriere var banet. Men Nils Tuxen blev, som han selv betegner det, imidlertid ramt af livets alvor. Han blev gift og stoppede i 1971 med musikken for at hellige sig jurastudiet.

- Jeg blev uddannet jurist og kunne sætte fluetegn ved det, men jeg kom til at spille mere og mere, fortæller Nils Tuxen, der på et tidspunkt valgte at udskifte Karnovs Lovsamlinger med den ikoniske pedal-steelguitar, som blev hans levevej.

I 1979 bosatte han sig i Hamburg, hvor han blandt andet har spillet i gruppen "Truck Stop". Han har produceret soloalbums og har været studiemusiker for flere store navne såsom Samantha Fox, Roger Whittaker, Maggie Reilly og Depeche Mode.

Den 73-årige er still going strong og er fortsat aktiv på sin pedal-steelguitar både i Tyskland og på sin ferie i Nordjylland, hvor han to gange om ugen har underholdt feriecenterets sommergæster. 

- For min egen fornøjelses skyld spiller jeg sammen med nogle af de pædagoger, der er tilknyttet feriecentret, siger Nils Tuxen, der har tænkt sig at vedblive at spille musik, så længe det er muligt.

Nils Tuxen og musikken

  • Pedal steelguitaren stammer fra den 6-strengede Lap Steel Guitaren ("Hawaiiguitaren"). Den blev opfundet, fordi musikeren gerne ville kunne spille en masse forskellige akkorder uden at bruge skråtstillet spillestål. Der kom flere strenge på - op til 10 (i sjældne tilfælde 12), og instrumentet kom op på fire ben.
  • I sin enkleste form består instrumentet af en hals med 10 strenge på. De stemmes med ganske almindelige guitarstemmeskruer i den ene ende, men i den anden ende af strengene sidder et tonehøjde-skiftersystem, der kan stramme og/eller slappe nogle udvalgte strenge en halv eller en hel tone. 

www.steelguitardanmark.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.