Principielt: To politikere trækker det røde kort overfor sommerhusejer, der har ansøgt om et anneks

En sag om et anneks i forbindelse med et sommerhus ender nu i kommunalbestyrelsen, efter et medlem af kommunalbestyrelsen har gjort brug af den såkaldte standsningsret

Den samlede kommunalbestyrelse skal tage stilling til, om en sommerhusejere kan få en godkendelse til et anneks på sin grund.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Den samlede kommunalbestyrelse skal tage stilling til, om en sommerhusejere kan få en godkendelse til et anneks på sin grund.  Arkivfoto: Bo Lehm

LØKKEN:Er der tale om et anneks eller et udhus ? Svaret på det spørgsmål er afgørende, og det skal den samlede kommunalbestyrelse tage stilling til på sit kommende møde.

Sagen omhandler et sommerhus på Emilievej 8, hvor ejerne har ønsket en godkendelse af et anneks, der oprindeligt var opført som et udhus. Det strider imidlertid imod den byplanvedtægt, som regulerer byggeri i det pågældende sommerhusområde. Ifølge vedtægten må der nemlig kun være en primær bebyggelse og tilhørende udhus på hver grund - og altså ikke et anneks.

Et udvalgsflertal gav sommerhusejeren grønt lys, da sagen blev behandlet i teknik- og miljøudvalget, men to udvalgsmedlemmer valgte at stemme imod en dispensation. Både Johnny Solberg (C) og Frank Trolle (S) er nemlig af den opfattelse, at en dispensation vil komme til at danne præcedens for kommende sager.

Derfor valgte Frank Trolle (S) at gøre brug af standsningsretten. Det vil sige, at han ønsker sagen indbragt til afgørelse af kommunalbestyrelsen. 

- Der er tale om en principiel sag, som jeg gerne vil have drøftet i kommunalbestyrelsen. Vælger vi at give denne tilladelse, siger vi efter min mening ja til, at denne sommerhusejer kan have to sommerhuse på grunden, og vi åbner op for, at samtlige sommerhusejere må opføre et anneks på deres grund, siger Frank Trolle. 

Frank Trolle mener, at der er tale om en principiel sag, som den samlede kommunalbestyrelse skal drøfte. <i>Privatfoto</i>

Frank Trolle mener, at der er tale om en principiel sag, som den samlede kommunalbestyrelse skal drøfte. Privatfoto

Johnny Solberg (K) deler kollegaens holdning, og han slår til lyd for nødvendigheden af en principiel drøftelse af håndteringen af dispensationer. 

- Som udgangspunkt er jeg imod dispensationer fra eksisterende lovgivning. Vi bruger alt for meget tid i udvalget på at sagsbehandle frem for at sikre, at der er nogle opdaterede rammer at agere ud fra, siger han.

- Hvis den her sag stemmes igennem, kommer det til at danne præcedens, og vi risikerer at ødelægge det fremtidige arbejde med opdatering af lokalplaner, siger han.

Ifølge formanden for teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard (V), vil det fremover ikke være nødvendigt med en dispensation i en sag af denne karakter.

- Vores plangrundlag er forældet, og vi skal i gang med at opdatere dette. Hvis vi kigger på det grundlag, som vi administrerer kommende lokalplaner efter, giver vi tilladelse til en primær bygning og en sekundær bygning, som kan indeholde garage, udhus eller anneks, siger han.

Kunne I ikke blot henholde jer til den eksisterende lovgivning, og ikke foregribe et endnu ikke vedtaget plangrundlag?

- Det vil være det nemmeste, men jeg mener ikke, at det er det rigtige, når vi ved, at vi fremover kommer til at få et overordnet administrationsgrundlag, som gør det er muligt at opføre en primær bebyggelse og en sekundær bebyggelse, som kan anvendes til garage, udhus og anneks, siger han.

Og om det er et udhus eller et anneks, gør ikke den store forskel, mener udvalgsformanden.

- Bygningen vil ligge der under alle omstændigheder, siger Michael Krogsgaard, der oplyser, at det er sjældent, at en dispensationssag ender som en sag i kommunalbestyrelsen.

- Det er vigtigt at huske på, at vi hvert år behandler omkring 1000 byggesager, hvoraf 500 af disse omhandler sommerhuse, og kun i otte til ti af tilfældene ender det i udfordringer, som vi ser her, siger han.

Ifølge Michael Krogsgaard (V) vil et nyt plangrundlag indeholde muligheden for, at en sommerhusejer, udover en primær bebyggelse, kan opføre et udhus, garage eller anneks som sekundær bebyggelse. <i>Arkivfoto</i>

Ifølge Michael Krogsgaard (V) vil et nyt plangrundlag indeholde muligheden for, at en sommerhusejer, udover en primær bebyggelse, kan opføre et udhus, garage eller anneks som sekundær bebyggelse. Arkivfoto

I forbindelse med revision af administrationsgrundlaget bliver grundejerforeninger fra de forskellige områder inddraget, og det samme gør politikerne. Michael Krogsgaard håber, at det bliver muligt at vedtage dette ultimo dette år eller i starten af 2023.

Nordjyske har henvendt sig til ejerne af det omtalte sommerhus på Emilievej 8, men de ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden