Aabybro

Prisen som Årets Iværksætter i Jammerbugt gik til Thorupstrand Fiskehus

Janni Olesen og Janet Anisimow fra Thorupstrand Fiskehus samt Jonas Rødbro fra Tømrerfirmaet Jonas Rødbro. Foto: Vækst Jammerbugt

Janni Olesen og Janet Anisimow fra Thorupstrand Fiskehus samt Jonas Rødbro fra Tømrerfirmaet Jonas Rødbro. Foto: Vækst Jammerbugt

Erhvervsforeningen Jammerbugt og Vækst Jammerbugt har kåret Årets Iværksætter i Jammerbugten, og her faldt valget på Thorupstrand Fiskehus ved Janni Olesen og Janet Anisimow.

Det oplyser Vækst Jammerbugt i en pressemeddelelse.

Her oplyser de også, at formand for Erhvervsforeningen Jammerbugt, Brian Bertelsen, i sin motivering beskrev vindervirksomheden således:

- Der er tale om en iværksætter, der er en god repræsentant for iværksætterlyst, og som fremstår som rollemodel for andre. Virksomheden har med succes vist vilje og evne til at videreudvikle en i forvejen spændende og succesfuld virksomhed og har formået at udnytte det potentiale, der efterspørges i markedet. Iværksættervirksomheden er inde i en rigtig god udvikling med gode oplevelser til kunderne, udvikling af nye koncepter, øget lokalt samarbejde, stigende fokus på bæredygtighed, og det med en forøget omsætning og indtjening.

Thorupstrand Fiskehus var også nomineret til Årets Iværksætterpris i 2020, og siden nomineringen sidste år har Thorupstrand Fiskehus oplevet øget vækst og udvikling i forretningen.

- Med indgangen til det nye år 2021 valgte indehaver Janni Olesen at optage en kompagnon i forretningen, Janet Anisimow. De har sammen udviklet nye madkoncepter med spisning direkte på stranden, sat fokus på øget samarbejde med lokale leverandører og sat et stigende fokus på bæredygtighed. Hertil har de også udviklet på koncepter inden for kutterkoncerter, hvor sæsonen 2021 blev afsluttet med en kutterkoncert, en musikalsk oplevelse, hvor orkestret spillede i vandkanten ved én af fiskekutterne, skriver Vækst Jammerbugt.

I dag beskæftiger Janni Olesen og Janet Anisimow fire-fem fastansatte, to medarbejdere i butikken, to køkkenansvarlige samt mange unge i feriejobs, hvor alle ansatte i perioder har sikret servicering af 800 spisende gæster om dagen.

Tømrervirksomheden Jonas Rødbro ApS v/Jonas Rødbro var også blandt de nominerede til Årets Iværksætter i Jammerbugten 2021.

- Både vindervirksomheden Thorupstrand Fiskehus og tømrervirksomheden Jonas Rødbro ApS har begge over deres korte årrække vist evne og vilje til vækst og fremstår som rollemodeller for de mange, der overvejer at starte egen virksomhed. Fælles for dem begge er blandt andet, at de hver for sig er startet på en stærk forretningsidé - med initiativ, et stort engagement og en ambitiøs retning og har på få år vist gode, generelle resultater - en positiv udvikling i forretningsmodellen og i økonomien - samt fremstår med fortsatte spændende udviklingspotentialer, skriver Vækst Jammerbugt.

Årets Iværksætterpris 2021 består af et diplom og et pengebeløb på kr. 5.000 kroner, som Thorupstrand Fiskehus kan anvende efter eget valg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden