Scooter-plagen: De larmer og kører for stærkt
I weekenden var politiet på besøg i Aabybro for at få skruet ned for knallert-larmen
Opdateret kl. 20:25
AABYBRO: Særlig stor er motoren godt nok ikke, men derfor kan den godt larme alligevel.
En gruppe unge drenge og deres knallerter har i den seneste tid fyldt meget i Aabybro - både på byens gader og på de sociale medier.
For de unge - altovervejende af hankøn - kører lige lovlig meget rundt. At køre på en lovlig knallert er ikke ulovligt, så længe der er et anerkendelsesværdigt mål og formål med kørslen, men kører man op og ned ad den samme vej 10 gange i træk og er til gene for beboerne, er sagen anderledes.
- Vi har fået en del henvendelser fra borgere, der føler sig generet af larmen. Derfor har vi været til stede i Aabybro i weekenden og talt med nogle af de unge. I andre tilfælde har vi fået fat i deres forældre og taget en snak med dem. Så det skal nok hjælpe et stykke tid, siger politikommissær Torben Rimmen, der er patruljeansvarlig for Hjørring og Jammerbugt ved Nordjyllands Politi.
Enkelte af de unge er dog ikke helt så nemme at få en snak med. Når de ser politibilen, kører de helt tæt på den, og når så politiet forsøger at få dem til at stoppe, kører de i stedet ind på stier, hvor politibilen ikke kan komme. Nogen effektiv flugt er det dog ikke - mange af knallerterne har nemlig nummerplader, der gør det let for politiet at finde frem til føreren.
Gammelt problem
At et besøg af en patruljevogn vil få problemet til at forsvinde for altid er - i følge politikommissæren - for optimistisk at tro på.
- Der er ikke noget nyt under solen. Der har altid været unge drenge, der kører rundt på deres knallerter, og ind i mellem larmer de lige lovlig meget. Især når ungdomsklubben er lukket, siger Torben Rimmen.
De larmende knallerter er da heller ikke kun noget, der plager Aabybro. Også i Brovst, Fjerritslev, Tårs og Sindal er der borgere, der har henvendt sig til politiet for at få sat en stopper for larmen.
- Men det er ikke en opgave, politiet kan løse alene. Forældrene er også nødt til at tage en snak med deres børn. Det er også en god ide at tage et kig på deres knallert og finde ud af, om den er lovlig. Kan den tage over 10.000 omdrejninger, kan man roligt gå ud fra, at den er ulovlig, siger Torben Rimmen.
I weekenden blev der inddraget en knallert. Den skal nu en tur omkring bilinspektøren, der skal finde ud af, om der er pillet ved maskinen. Er den ulovlig, giver det i første omgang en bøde - bliver samme knallert taget igen, bliver den konfiskeret.
Hidsig debat
Knallert-kørerne har også givet en del larm på de sociale medier.
I Facebook-gruppen Aabybro Portalen har der været en heftig debat om de larmende unge.
- Måske man så skulle overveje, om det er en nødvendighed at køre frem og tilbage på baghjul på sin tunede scooter ned ad byens hovedgade. Der er rigeligt med omkringliggende landeveje, lyder det venlige råd fra Mia.
- Vi er stadig nogle, der er på arbejdsmarkedet og skal tidligt op, og det er altså svært at få sin nattesøvn. Ved at også mange småbørnsfamilier har samme problem, lyder det fra en beboer i midtbyen, der er godt og grundigt træt af larmen. Hun fortæller, at hun har forsøgt dialog med de unge, men det kom der kun mere larm ud af.
Andre er dog mildere stemt - en del fordi, de godt kan mindes egen ungdom, der ligeledes involverede lige lovligt hurtige knallerter.
- Dem, der brokker sig, glemmer tit at de selv har haft tunet knallerter og scootere. Jeg havde selv en Puch maxi, der kørte 80, mindes Frank.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.