Serviceleder måtte lade sig sygemelde på grund af arbejdspres og manglende opbakning

Indtil februar var Anja Levin Jensen serviceleder hos udskældt rengøringsselskab - nu melder hun sig i koret af kritikere

Anja Levin Jensen var indtil februar serviceleder hos Rengoering.com men måtte lade sig sygemelde fra jobbet <i>Foto: Privatfoto</i>

Anja Levin Jensen var indtil februar serviceleder hos Rengoering.com men måtte lade sig sygemelde fra jobbet Foto: Privatfoto

JAMMERBUGT:Forhenværende serviceleder i Rengoering.com, Anja Levin Jensen, var ved at få sin morgenkaffe på afveje, da hun søndag læste Nordjyske Stiftstidende. 

Her kunne hun nemlig konstatere, at indehaver af Rengoering.com, Qasem Ashraf, skubber ansvaret for manglende tid til rengøringsopgaver og manglende rengøringsartikler over på rengøringsassistenternes nærmeste leder. 

I dette tilfælde Anja Levin Jensen, som indtil februar var serviceleder hos Rengoering.com og dermed nærmeste leder for 33 medarbejdere.

- Jeg blev arrig, da jeg læste det. Det er helt korrekt, at det var op til mig at afsætte tid i forhold til den konkrete opgave, men gentagne gange er jeg gået til Quasem Ashraf med problemstillinger omkring tidsforbrug og manglende materialer, fortæller Anja Levin Jensen.

Den tidligere arbejdsleder fortæller om flere tilfælde, hvor hun har udfordret sin leder i forhold til tidsforbrug, der ikke står mål med opgavens størrelse - blandt andet Kaas Tandklinik hvor der blot var afsat fem kvarter.

- Fem rengøringsassistenter havde forsøgt at nå rengøringen på de fem kvarter - ingen af dem kunne det. Jeg fik lov til at give dem et kvarter mere, men det hang stadig ikke sammen, fortæller Anja Levin Jensen, der har valgt at melde sig på banen for at vise opbakning til sine tidligere medarbejdere.

- Jeg har ondt i maven på deres vegne, siger hun.

Siden 2020 har rengøringen på skoler, daginstitutioner og administrationsbygninger i Jammerbugt Kommune været udliciteret til to private selskaber - et af dem er Rengoering.com. Anja Levin Jensen var med fra starten og varetog virksomhedsoverdragelsen af medarbejderne fra kommunalt til privat regi. Og hun føler, at hun, i sin ansættelsestid, gjorde, hvad hun kunne for at sikre et godt samarbejde med Jammerbugt Kommune og med medarbejderne.

- Jeg følte, at jeg løb panden mod en mur, for der var ingen opbakning fra den øverste leder til mig som lokal leder, fortæller Anja Levin Jensen.

I februar i år måtte hun lade sig sygemelde. Arbejdspresset var blevet for stort, frustrationerne for mange, og magtesløsheden havde taget over. Hun begyndte at tvivle på egne evner.

- Jeg var kørt træt - jeg følte ikke, at jeg havde mig selv med, og at jeg kunne ikke stå inde for det, jeg lavede, siger Anja Levin Jensen, der efterfølgende har fået job som servicemanager hos ISS.

- I dag kan jeg godt se, at jeg udelukkende blev i virksomheden så længe på grund af medarbejderne, men til sidst kunne jeg ikke mere, siger hun.

Ifølge Dagbladet Nordvestnyt Holbæk er Rengoering.com også kommet i søgelyset hos Holbæk Kommune, der efter blot to måneder har valgt at opsige kontrakten. Kommunen oplyser, at Rengoering.com ikke har kunnet levet op til krav til rengøring og samarbejde.

Indehaver af Rengoering.com, Qasem Ashraf, oplyser, at han ikke ønsker at kommentere på Anja Levin Jensens udtalelser. Dog skriver han følgende i en mail:  "Jeg forholder mig til, at vi har en generel høj tilfredshed blandt medarbejderne og et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde med kommunen".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden