Sjældent syn: Se skypumpe over Limfjorden

Hvirvelvinden blev fanget af to fotografer

Foto: Signe Damgård

Foto: Signe Damgård

NIBE:Skypumper - den lidt venligere danske udgave af en tornado - er et relativt sjældent fænomen herhjemme, men de dukker op fra tid til anden, således også fredag eftermiddag lige før klokken 13.30 på Limfjorden ved Nibe.

Skypumpen blev fanget af Mogens Pedersen og Signe Damgård, der begge fik fotograferet fænomenet på afstand.

De fleste skypumper herhjemme bliver dannet over vand, typisk lidt senere på sommeren, når vandet er blevet varmere, end det er nu, og bliver drevet af de voldsomme opvinde ved regn- og tordenbyger, der kan opstå, når luften bliver varmet af vandet og trukket op i højder, hvor temperaturen kan være så lav som minus 20 grader.

En anden måde, skypumperne kan dannes på, at når to vindsystemer støder sammen langs en linje og ligesom "gnider" mod hinanden. Der kan der blive dannet turbulens, der så kan blive yderligere forstærket af opvinde fra kraftige regn- og/eller tordenbyger.

Foto: Mogens Pedersen

Foto: Mogens Pedersen

Mens skypumper trods alt ikke er et helt uset fænomen, så er egentlige tornadoer meget sjældne i Danmark. Den kraftigste, der er observeret, optrådte 11. februar 1962 over land nordvest for Holstebro. Her blev ca. 100 bygninger beskadiget, 500 træer knækkede eller blev revet op med rødder i en plantage, og bygningsmaterialer blev transporteret over en strækning på 13 kilometer. Det var en F1/F2-tornado på en skala, der går til F5, hvor de kraftigste er ekstremt ødelæggende.

For nylig hærgede en skypumpe en parkeringsplads ved sygehuset i Aabenraa, hvor to biler blev væltet af vinden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.