Efterskole

Stadig planer om efterskole i Tranum

Der kommer med stor sandsynlighed ukrainske flygtninge til Tranum. Samme sted hvor en ny efterskole også skal være

Det tidligere Tranum Asylcenter skal egentlig fra sommeren 2023 være kommunes nye efterskole. Det er stadig planen - men meget kan ske. Arkivfoto: Jammerbugt Kommune
Det tidligere Tranum Asylcenter skal egentlig fra sommeren 2023 være kommunes nye efterskole. Det er stadig planen - men meget kan ske. Arkivfoto: Jammerbugt Kommune

Efter al sandsynlighed kommer det tidligere asylcenter på Vestkystvejen i Tranum til at huse ukrainske flygtninge, der er på flugt fra Putins krig.

Sidste år blev det offentliggjort, at der skal etableres en efterskole - Efterskolen Under Lien - i lokalerne. Det er der stadig planer om.

- Vi har fuld forståelse for den forfærdelige situation, som ukrainerne står i, siger Lars Tornøe, som sammen med sin hustru, Sara Tornøe skal være det nye forstanderpar for efterskolen.

De ændrede planer for bygningerne kommer ikke til at spænde ben for Efterskolen Under Lien.

- Vi har allerede truffet beslutningen om, at det først bliver fra skoleåret 2023/24, at vi tager elever ind, siger Lars Tornøe.

Han håber på, at det bliver for en kortere periode, at bygningerne igen skal fungere som hjem for flygtninge.

Skulle tingene vise sig at falde anderledes ud, så er Lars Tornøe overbevist om, at der nok skal findes en løsning.

- Vores projekt er intet i sammenligning med det, der sker i Ukraine. Vi begræder det, der sker. Det er ubelejligt, men sådan er livet, siger han.

Forstanderparret arbejder i mellemtiden videre med planerne.

- Vi arbejder dagligt på projektet. Vi er i øjeblikket ved at rejse penge til skolen. Det bliver en selvejende institution, og den har et solidt budget, men bankerne har været lidt forbeholdne. Kommunen er heldigvis behjælpelig med alt det, de kan, siger Lars Tornøe og fortsætter:

- Vi er også ved at få styr på juraen, og senest 1. oktober skal vi indsende en ansøgning til Undervisningsministeriet, siger han.

Målgruppen for den kommende efterskole er unge mennesker med autisme.

- Det er for elever, der er gearet til at kunne tage 9.klasse. Det er for elever, som har svært ved sociale interaktioner, og som derfor er noget klemte i den eksisterende folkeskole. Deres måde at opfatte verden på er bare anderledes, siger Lars Tornøe, som tidligere har været ansat på Trye Efterskole, men nu er tilknyttet K-klasserne på Klokkerholm Skole.

- Vi sigter efter en struktureret hverdag og forudsigelighed. Det kræver mindre grupper, og eleverne får også deres eget værelse, siger Lars Tornøe.

Derfor skal der laves en hel del om i de eksisterende bygninger. Vægge skal væltes - nye skal sættes op.

Det arbejde kan ikke begynde foreløbigt.

Efterskolen får plads til 64 elever, og der skal være 22 ansatte. Skolen bliver også den første af sin art i Nordjylland.

- Der er ingen efterskole i Nordjylland, der kun egner sig til elever med autisme, siger han.

Efterskolen bliver med både 9. og 10. klasse, og den bliver et supplement til de eksisterende specialefterskoler.

- Alle skal have mulighed for et fedt efterskoleophold, siger den kommende forstander.

Lars Tornøe har som barn boet i Tranum, nu glæder han sig til på sigt at kunne flytte tilbage igen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden