Stolte Vingegaard-forældre fulgte cykeltriumf sammen med hele Hillerslev

Følelserne fik frit løb, da sønnen, Jonas Vingegaard, kørte over målstregen

Det var et bevægende øjeblik for Vingegaards forældre, da deres søn lørdag kørte i mål. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Det var et bevægende øjeblik for Vingegaards forældre, da deres søn lørdag kørte i mål. Foto: Henrik Bo

HILLERSLEV:Forløsningen i det store telt er ikke til at tage fejl af, da Jonas Vingegaard kører over målstregen og bliver nummer to i dagens enkeltstart i den 20. etape af Tour de France. Der bliver klappet taktfast og givet krammere til Jonas Vingegaards forældre, Claus og Karina Vingegaard Rasmussen, der bevæget følger sønnikes kraftpræstation hjemme fra Hillerslev. 

På pladsen ved byens kirke er der opstillet et stort telt med storskærm, og det er denne lørdag fyldt til bristepunktet. I hele byen hersker en vaskeægte tour-stemning kombineret med en tydelig stolthed over bysbarnet, som i år for alvor er trådt ind på den internationale cykelarena. Kun uheld kan hindre den 25-årige cykelrytter fra, at han søndag kan lade sig hylde som vinder af Tour de France 2022.

Der blive givet krammere og lykønskninger til Jonas Vingegaards forældre, da den lille mand med den store motor havde krydset målstregen. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Der blive givet krammere og lykønskninger til Jonas Vingegaards forældre, da den lille mand med den store motor havde krydset målstregen. Foto: Henrik Bo

Den unge sympatiske thybo har i den grad vundet danskernes hjerter. Efter et møde med forældrene er man ikke i tvivl om, at Vingegaard er rundet af en opvækst i et trygt og kærligt hjem i Thy, hvor værdier som ordentlighed og ansvarlighed er en selvfølge, og hvor der er og har været en tyrkertro på sønnikes evner.

- Han var den sødeste dreng, der altid gjorde, som han blev bedt om og var vellidt af alle, siger Karina Vingegaard Rasmussen, da hun bliver bedt om at beskrive Jonas som barn.

Cykling ind med modermælken

Tour de France har altid fyldt meget i familiens tilværelse. I 1996 var Karina gravid med Jonas, og her fulgte forældrene med fra sofaen, da Bjarne Riis kørte over målstregen og vandt Tour de France. Ude i haven drønede den tre-årige storesøster, Michelle Vingegaard, rundt på sin trehjulede cykel og forestillede sig, at hun var Bjarne Riis. Dengang anede ingen, at den 4,2 kilo store dreng, der kom til verden senere samme år, skulle ende som en af verdens bedste cykelryttere.

- Han var dygtig til alle sportsgrene, og spillede en overgang fodbold, men her i området kan det knibe med at stille hold, og derfor blev han rykket op til de større rækker. Det var dog ikke foreneligt med hans fysik, og derfor droppede han fodbold, fortæller Claus Vingegaard Rasmussen.

Den unge Vingegaard prøvede også kræfter med håndbold, og han blev udtaget til talentholdet. Håndbolden foregik om vinteren, og derfor var der plads til en sommerlig fritidsaktivitet, og det blev cykling.

- I 2008 skulle Post Danmark Rundt starte i Thisted, og jeg tænkte, at vi skulle derud og kigge. "Thy Cykle Ring" havde en stand, hvor man skulle køre på tid, og det prøvede Jonas og fik en fin tid. Det sagde de da i hvert fald, fortæller Claus Vingegaard Rasmussen med et smil.

Den unge knægt fik mulighed for at låne en cykel i en periode for at se, om det der cykling var noget for ham. Det var det, og lånecyklen blev udskiftet med en brugt cykel, som familien købte for 1500 kroner, erindrer Claus Vingegaard Rasmussen.

- Hidtil havde han kun cyklet til og fra skole, så jeg kørte rundt med ham i den første tid for at lære ham, hvordan man gebærder sig i trafikken, siger han.

Interessen for cykelsport fik yderligere næring, da Jonas Vingegaard deltog i et medalje-løb for nye ryttere. Her blev han nummer to og fik en pokal og en pengepræmie på 50 kroner.

- Pengene var han ligeglad med – til gengæld sad han og klamrede sig til pokalen hele vejen hjem fra løbet, erindrer Claus Vingegaard Rasmussen.

Stor opbakning og en tro på Jonas

Så godt som hver sommerferie er familien draget til Frankrig for at følge Tour de France, og fra april til oktober er hele familien kørt rundt til løb i hele Danmark. Der blev investeret i en campingvogn, som udover at sikre, at Jonas kunne deltage i de forskellige cykelløb, også kom til at danne rammen om mange gode ferieminder med nærvær og sammenhold.

Motivationen og glæden ved at cykle har altid været til stede, uanset vejr og vind. Altid er han draget ud på sine træningsture i det bakkede landskab i Thy med et smil på læben.

Blot en gang har det knebet med motivationen, men her satte mor Karina foden i. Det var i forbindelse med, at han skulle på Ikast Idrætsefterskole, hvor han skulle gå på cykellinjen. Kort forinden havde han fået en skade, hvilket fik Jonas Vingegaard til at proklamere, at han ikke ville cykle mere.

- Han sagde, at han ville droppe cyklingen, og vi sagde "fint, men så kan du ikke komme på idrætsefterskole, men må på Thisted Skole". Det ville han ikke, så han tog på idrætsefterskolen, fortæller Karina Vingegaard Rasmussen og tilføjer, at dette ophold har haft stor betydning for Jonas Vingegaards udvikling.

- Her fik han en lærer, Morten Knudsen, som i den grad var guld værd. Han havde en tilgang til Jonas, som gjorde, at han voksede mentalt. Samtidig fik vi fat i en mentalcoach, og i den periode var det ligesom om, at det vendte for Jonas, og han udviklede sig markant, siger hun.

I et land præget af Janteloven, hvor mange får tudet ørene fulde af, at ”man ikke skal tro, at man er noget”, har forældrene haft den modsatte holdning. For dem har det været vigtigt, at deres børn er vokset op med en tro på, at mål og drømme betaler sig. Karina Vingegaard Rasmussen husker særligt en episode, hvor hun røg op af stolen, fordi en studievejleder havde ladet Jonas Vingegaard forstå, at professionel cykelrytter ikke var noget, man kunne blive.

- Jeg blev simpelthen så rasende. Det er ikke i orden at pille drømmene ud af de unge mennesker, og der er jo nogle, der skal igennem nåleøjet, siger hun.

Gul fest i Hillerslev

Et helt igennem godt menneske

Vingegaards præstationer bliver bemærket hos alle lige fra Kongehuset, til statsministeren, udenlandske medier og til menig mand. Særligt fokus fik det, da han ventede på sin største konkurrent Pogacar, der som bekendt styrtede i en af etaperne, og her udviste Jonas Vingegaard en sportsånd, der ikke er overraskende for forældrene.

-Det er Jonas i en nøddeskal, han er indbegrebet af et rart og godt menneske. Han er godheden selv. Når de var på træningslejre, og de diskuterede, hvem der skulle tage opvasken, gik Jonas ud og tog den, for han gider ikke skænderier og ufred, fortæller Karina Vingegaard Rasmussen.

Forældrene ville gerne have taget del i sønnikes fejring i Paris men grundet personlige omstændigheder, følger de søndagens kørsel ind på Champs-Èlysées fra Danmark. Selv om de ikke er fysisk tilstede, kan Vingegaard ikke undgå at mærke den stolthed, der åbenlyst lyser ud af forældrene.

- Jonas har altid sagt, at hans mål er blive professionel, og vi har altid bakket ham op i, at det kunne lade sig gøre, siger forældrene og på spørgsmålet om omkostninger ved at have en søn, der ønsker en professionel cykelkarriere, med alt hvad det kræver, siger de:

- Vi har valgt at nedprioritere vores hus. I stedet har vi prioriteret træningslejre, ture til Frankrig for at følge Tour de France osv. Men vi har ikke fortrudt vores prioriteringer en eneste gang.

Hele Hillerslev kunne lørdag glæde sig over bysbarnets triumf. Det er stort, og det bliver ikke større. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Hele Hillerslev kunne lørdag glæde sig over bysbarnets triumf. Det er stort, og det bliver ikke større. Foto: Henrik Bo

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.